Have! du som vidt dig breder
Rundt om gamle Præstegaard,
Venligen du mig hjemleder
I de skønne Barneaar.

Dette Vildnis, disse Gange
Bleve tidlig mig for trange.
Da jeg var en lille Dreng,
Da end maatte for mit Øie

Dine Gærder tykkes høie,
Laa jeg i din grønne Eng,
Saae til Himlen, grunded paa,
Hvordan Gud dog kunde gaa
Oppe paa de tynde Skyer.

N. F. S., Grundtvig

- Præstegården er god og har to vel vedligeholdte haver, skrev biskop J. P. Mynster i sin visitatsdagbog i 1835. 

                Der er en forklaring på, at haverne var vel vedligeholdte. Lensgreve F. A. Holstein ansatte to gartnere, der skulle rejse rundt i grevskabet og lære folk om anlæg af haver og havedyrkning. Han uddelte gratis frugttræer fra sin træskole. En af de to gartnere har nok også været mester for præstegårdshavens fint slyngede gange, buskadser og klart opdelte rum, som der endnu er spor af.. 
                    I liber daticus har pastor Tryde afskrevet en ansøgning sendt til provsten 3. september 1860. I den står blandt andet: "Der er to store haver med jord og mange frugttræer. Forpagteren har særskilt bolig og have, men er indrømmet størstedelen af udhusene og en særskilt lille have".
                   Måske lå den ene have i det område, som senere kaldtes lunden. På et kort fra 1790 er området betegnet som vænge. For denne antagelse taler, at lunden endnu i 1970´erne havde et veltilrettelagt net af gange, et kæmpestort bøgetræ og to hjørnehøjninger, hvorfra man kunne kigge ud over landskabet. I bøgetræet havde blandt de unge Balslev´er skåret deres navne. Da pastor Tryde kort før sin afsked i 1861, gjorde boet op, skrev han i en indberetning, at præstegården måtte bruge tørv fra Ljungen som brændsel. Lunden må nok være plantet efter hans afsked. 

                   Da de to avlsbygninger mod syd blev nedrevet ved præstegårdens udstykning, blev grunden nord for vejen til en del af præstegårdshaven. Tre æbletræer blev plantet her. Det ene var Wøldikes røde skovfogedæble. Pastor Wøldike fandt det som vildæble i et skovdige ved Lov i Sydsjælland og tog stiklinger med hjem. Senere sendte han podekviste rundt over det ganske land og gjorde dermed æblet kendt. Desværre var det et sommeræble. Det andet æbletræ havde gule æbler. Endelig var der en Pigeon med røde æbler. Langs vejen var der plantet hindbær. Resten af jorden blev anvendt til kartofler.

                   Flaskeæbler, Belle de Boskoop, Bodil Neergaard, Cox Orange, Gråsten, Filippa, Ingrid Marie, Guldborg og sikkert også andre æblesorter fandtes andre steder i have og lund.

                   Ud mod nedkørslen fra vestsiden var der et flere meter bredt bælte eller bed med snebærbuske, Fandens Spadserestok (Aralia Spinosa) med den tornede stamme, Japansk Boghvede, guldregn og syrener. Grænsen ind til den senere nedlagte havegang var markeret med lavendel næsten hele vejen op til stenbeddet og udkigshøjen i haven sydvestlige hjørne. Om foråret vrimlede det med vintergækker, erantis, og Dorthealiljer i bedet. Krokus var der både i bedet og græsplænerne. også.  Inde i skyggen stod der hist og her bregner.

På præsteboligens vestside voksede der efeu. Den trængte igennem muren og ind i pulterrummet over murstenblokken med den brandfri boks. Derfor blev den erstattet af en klatrerose. En ca. en meter bredt bed strakte sig langs hele muren. Iris markerede grænsen mellem bed og gang – senere bed og græsplæne. I bedet voksede der påske- og pinseliljer og lidt roser.  

                   Fra havestuen trådte man ud i den overdækkede veranda og det repræsentative rum.  Græsplænen foran verandaen var møbleret med skyldig hensyntagen til, at der var noget at se på, når man trådte ud af havestuen. Et bed med roser var anlagt i græsplænen og følgende dennes runding ind mod verandaen. Plænens vestlige bagkant var markeret med et buskads, en ægte kastanie og to Douglasfyr med bænk imellem. Midt på plænen stod flagstangen, og her lå et solur – pinden var for længst knækket og bortkastet.

                   Plænen blev i nogle år brugt til det uendeligt kedelige kroketspil, der blot gik ud på med trækøller at slå trækugler igennem buer af jerntråd. I de år, hvor Bodil Neergaard, Fuglsang, og  Falck-Hansens arbejderhustruer besøgte præstegården, sad de sidste på lange bænke på plænen. Til Bodil Neergaard var der en fin stol med flettet, sæde, ryglæn og armstøtte. Foredragsholdere måtte stå pænt uden nogen at støtte sig selv og manuskript til.

                   Rundt om flagstangsplænen løb en gang. Vest for plænen lå stangtennispladsen. Indgangen til denne var flankeret af to takstræer. Umiddelbart til højre herfor var der et blomsterbed med bonderoser omkranset af smal græsring – lige netop bred nok til, at en håndslåmaskine kunne klare græsset. Her blev hundene Ib, King, Karo, Jeanne og Vicki begravet. Som gravsten var sat en grønsort natursten uden inskription. Snebærbuske afgrænsede stangtennispladsen med sydvest og vest.

Til højre for flagstangsplænen lå en mindre plæne med et kæmpestort akacietræ. Det var en naturens lynafleder. Utallige gange slog lynet ned i træet, men det holdt stand i den tid, hvor jeg boede i præstegården. Umiddelbart nord for den mindre plæne lå havens staudebed. Det var anlagt til at blive set fra verandaen og plænen med flagstangen.  

                   Nordgrænsen udgjorde den gamle præstegårdshaveplante gyldenris. Den var en pryd for haven. Vi opfattede hverken Gyldenris eller Japansk Boghvede som ukrudt, der skulle bekæmpes. Boghveden kaldte vi falsk bambus. Gyldenrisene leverede i øvrigt gode pile til vore flitsbuer.

                   Stauderne var kejserkrone, kongelys, bonderoser, georginer, pæoner, der tidligere kom til landet fra Sydeuropa som medicinplante, hortensia, ridderspore, stokroser, solhat, fuchsia, asters, Sct. Hansurt, salvie, valmuer, flox, lupiner og lidt tulipaner. Vintergækker, erantis, anemoner og krokus varslede forårets komme.

                .

Fra havens sydvestlige hjørne til det nordvestlige løb en nøddegang kun adskilt fra hegnet af en lav vold. Måske har der engang været et stengærde her. Det mente pastor Aa. Lambert-Jensen. Kampestenene er i så fald nok anvendt som skærver i Hindholmvejen.

                   Høje sølvpopler skærmede sammen med nøddegangen og snebærbuske haven mod vestenvinden. På verandaen kunne man sidde og lytte til vindens susen og se dens legen med bladenes mørke overside og lyse underside.

                   Yderst sjældent nåede det mindste vindpust ind i haven. Om foråret voksede der erantis på begge sider af nøddegangen. De dannede et gult-grønt tæppe.

                   Her fandtes havens næststørste plæne. En primitiv karrusel – et forstærket bræt monteret på en træstub og en bålplads var alt, hvad der var her. Her var der plads nok til al slags leg, sang og spil, når der var ungdomsmøder. De fleste unge var aktive i Dansk Vandrelaug. De kom fra sognene, omegnen og de nærmest liggende købstæder i trediverne og første halvdel af fyrrerne. Traktementet var beskedent. Wienerbrød og sodavand. Møderne sluttede med en kort andagt lidt før kl. 22.00, og så kørte deltagerne hjem.                

                      I dag er nøddegangen og adgangsgangene til den tilgroet, men dog ikke
    mere end, at en retablering er mulig. 

På plænens østside var der et buskads med en lille ryddet plads i den nordlige ende. Her voksede alrune og andre lægeplanter. De fleste planter stammede fra Barnets Højskole, hvor der var en have med lægeplanter.

                   Moreltræet stod ved buskadsets østkant. Om foråret stod det helt i hvidt, og det gør det stadig den dag i dag.

                   Overflødigt at oplyse, at morellerne smagte rigtigt godt. Det var både beboerne og stærene meget enige om. Det var en evig kamp at holde stærene væk. Da salonriflen under besættelsen måtte afleveres til politiet, blev det ekstra svært at holde dem væk.

Øst for den denne plæne lå den største plæne med pære- og æbletræer stødende op til den plæne, som udgjorde tørrepladsen. Dele af de gamle tørrestativer er bevaret. De er godt nok lidt rustne.

                      Det hører med, at pastor Aage Lambert-Jensen anlagde en mindre frugtplantage i lundens sydøstlige del. Her dyrkede han også asparges og kartofler. Bestøvningen klarede bierne fra to bistader.

                   Bærhaven lå øst for tørrepladsplænen. Først kom der nogle rækker jordbær og derefter fulgte buske med hindbær, ribs, solbær, stikkelsbær og sluttende med brombær.

                   Urtehaven lå langs nordlængens nordside. En gang skilte den fra bærhaven.

                   Langs havens nordside var der et sammenhængende buskads af snebærbuske og hyld med nogle kastanietræer længst mod vest og asketræer resten af vejen ned til affaldspladsen. I det buskads byggede vi huler eller rettere sagt løvhytter.

                   En gang adskilte buskadset og nyttehaverne. 

Haven krævede mange arbejdstimer. For mange, når alt det andet også skulle passes. Det kunne vel gå i trediverne, hvor Hans Andersen og Christian Nielsen arbejdede i haven, når de ikke huggede ris og brænde. Hans Andersen havde været havemand på Førslevgård.

                   Da Hans Andersen kom på alderdomshjemmet, trådte Jens Hansen til som altmuligmand i haven.

                   Gangene bortset fra nøddegangen blev sået til med græs. Menighedsrådet anskaffede en benzindreven græsslåmaskine. Vel at mærke en, der skulle skubbes. Staudebedet måtte gøres lidt mindre.

                   Der findes ikke noget regnskab over den tid mine forældre brugte på at holde haven. Men det var mange. Min mor satte en ære i, at haven altid skulle præsentere sig pænt.

                   Om det var umagen værd? Jeg ved det ikke. Jeg fik aldrig spurgt.