 |
|
|
 |
|
|
|
 |
 Konehue
Indtil for omtrent ti år siden var det almindeligt i Vestsjælland, at konerne gik med hue. Denne "konehue", som den kaldtes, blev hende påsat af manden om aftenen, efterat de var blevet viede. Det gjaldt da om for manden at komme til at gøre det i enrum, for ikke at blive udsat for tilskuernes drillende bemærkninger, hvis han kom lidt kejtet frra en så uvant forretning. Gæsterne på sin side passede dog gerne på, at brudgom og brud ikke et øjeblikm blev alene, og han måtte da undertiden finde sig i at have tilskuere, thi huen skulle påsættes, førend dansen tog sin begyndelse. Brudgommen btilkom det, når huen var påsat,k at give bruden et kys. "Konehuen" var en lille sort fløjlshue, kantet med sorte silkebånd.
Den gamle skik, at koner og forførte kvinder altid gik med tildækket hovede, stammer fra en overtroisk forestilling og har tidligere været strengt overholdt i alle egne af Norden. Samme folketro har måske været medvirkende ved Kong Hanses bekendte forbud om, at skøger skulle gå med en hue, halvt rød og halvt sort.
Kilde: Danske Folkeminder, Æventyr, Folkesagn, Gaader, Rim og Folketro. Samlede fra Folkemunder af Jens Kamp. Odense. R. Nielsens Forlag. 1877.
Hue. Formentligt en gave fra et sognebarn til sognepræst Aage Lambert-Jensen. Størrelsen 25x20 cm tyder på, at der kan være tale om en dåbshue.
Hue. Formentligt en gave fra et sognebarn til sognepræst Aage Lambert-Jensen. Størrelsen 25x20 cm tyder på, at der kan være tale om en dåbshue.
Nytårsny
Det har tidligere været folkeskik i Vestsjælland, såsnart "nytårsny" var "tændt", at gå ud i måneskinnet med et rugbrød under højre arm, en side flæsk under venstre og en åben pengepung i hånden. Når nyet da kom til at skinne herpå, skulle man i det kommende år hverken savne mad eller penge.
Kilde: Danske Folkeminder, Æventyr, Folkesagn, Gaader, Rim og Folketro. Samlede fra Folkemunder af Jens Kamp. Odense. R. Nielsens Forlag. 1877.
I Kvislemark troede Stine i Klokkerhuset på den gamle skik. Hun fortalte mig om den en gang i 1930´erne, hvor hun var barnepige ved særlige lejligheder i præstegården. Hun praktiserede den. Flæsket erstattede hun dog med sin fedtkrukke.
Maren Kirstine Nielsen var født Larsen 25. marts 1866 i Fyrendal Sogn. Hun boede i mange år i Tystrup Sogn. 1918 flyttede hun til Kvislemark og bosatte sig hos sin svigerinde i Klokkerhuset ved Kvislemark Kirke. Hun var lejer af huset indtil 1943. Hun døde på Alderdomshjemmet 1950.
Stines slibebrædt. Den firkantede kasse var fyldt med sand.
Stines slibebrædt. Den firkantede kasse var fyldt med sand.
Åskriget
I Evald Tang Kristensen samlinger er åskriget ved Kvislemark omtalt således: ”Kvislemark og Fjurendal. Et stort Aaløb med to temmelig store Broer gaar gjennem Pastoratet.
Der gaar gamle Sagn om et Aaskrig, som der til visse Tider høres. Hertz”
Åskriget er også omtalt i andre skriftlige kilder. Stine, der boede i klokkerhuset ved Kvislemark Kirke, fortalte mig om det, førend jeg kom i skole. Hvorfor skriget lød, vidste hun ikke. Hun fortalte mig også, at præsten i Marvede for mange år siden havde nedmanet sin karl i laden, men kædede ikke det sammen med åskriget.
Men Dyvekær havde en forklaring på åskriget, skriver pastor Aage Lambert-Jensen i et efterladt notat. Han havde meget at fortælle, hvis sognepræsten under sine husbesøg stillede de rette spørgsmål. Han var en spændende sagnberetter.
Engang spurgte sognepræsten, om han havde hørt om spøgelset i Marvede Præstegård. Inden han stillede spørgsmålet, havde han læst en halv snes indberetninger om spøgelset på Det Kongelige Bibliotek. Historien går kort ud på, at avlskarlen var blevet nedmanet af præsten, fordi han holdt stævnemøde med hans hustru i præstegårdsladen. Nedmaningen lykkedes ikke. Avlskarlen gik igen. Så sendte præsten bud efter sin embedsbroder, præsten i nabosognet.
Han kunne.
- Hvorfor kunne jeg ikke, spurgte præsten.
- Fordi du har begået en synd i din ungdom, der ikke er angret, svarede den anden.
Inden for sagnforskningen vidste ingen, hvori den synd bestod. Så spurgte sognepræsten den gamle sagnfortæller, om han vidste det.
- Ja, da han var ung student og fattig, tog han engang to 2 skilling brød. Det var hans ungdomssynd, kom det prompte fra Dyvekær.
Nu var sognepræsten blevet interesseret. De talte om forunderlige ting, der var sket. Blandt andet om åskriget. Det lød kun få steder i Danmark. Et sted var lige nedenfor Kvislemark Præstegården, i åen, hvor den bugtede sig svagt forbi præstegårdsjorden. De gamle havde hørt det. Flere kunne fortælle om det forfærdelige skrig, der kom som fra et ulykkeligt menneske. Ingen havde set nogen skikkelse.
- Sig mig, ved De, hvor det kom fra, spurgte sognepræsten.
Han havde fra de gamle. Hans egen far blev 89 år.
- Den gang den stærke præst manede spøgelset ned, så han et par benklæder og bluse fare ind over kirkegården. De forsvandt ud i åen med et forfærdeligt skrig, for ned i åen, fulgte dens løb forbi Deres præstegård (Kvislemark Præstegård). Der udstødte han skriget igen, som flere har hørt, forklarede han.
Så gik sognepræsten. Det var nok ham, der fik mest ud af det husbesøg.
Flere skriftlige kilder beretter, at det var pastor Tryde, sognepræst i Kvislemark-Fyrendal 1823 - 1861, der klarede nedmaningen for sin embedsbroder.
Der findes andre forklaringer på, hvorfor avlskarlen blev nedmanet. En forklaring går ud på, at præstefruen var utilfreds med, at sognepræsten havde for vane lørdag aften at gå ovre i laden for at forberede søndagens prædiken. Hun overtalte derfor avlskarlen til at tage et lagen over hovedet og optræde som spøgelse. Da præsten havde fået ham manet halvt ned, gav karlen sig til kende, men det var for sent. Præsten kunne kun mane ham helt ned.
For at forhindre karlen i at gå igen hamrede man en egepæl gennem hans krop. Indtil 1880 var der en egetræspæl rammet ned i præstegårdsladens gulv. Da man under nedrivning af laden gravede pælen op, fandt man et mandsskelet. Det blev begravet på kirkegården.
Dyvekærs borgerlige navn var Jens Peter Nielsen. Han ejede ejendommen Kvislemarksvej 49 indtil 1947. Godt et års tid senere sørgede sognerådet for, at han kom på alderdomshjemmet.
Da han døde et par år efter, blev han fulgt til graven af næsten hele sognet.
- Instinktmæssigt anede man – og præsten sagde det vist – at med ham sank den gamle tid i graven, ssluttede sognepræst Aage Lambert-Jensen sit notat.
Nedmaningen
Da de fleste folkesagn er blevet bragt fra fortæller til fortæller. Det førte ofte til flere versioner som følge af fejlhuskninger og en naturlig trang hos fortælleren til at dramatisere sagnene.
Arkitekt Helge Bojsen-Møller, søn af Marvede præsten Frederik Ditlev Møller og Jutta Kunigunde Bojsen-Møller, fortalte en version til Achton Friis, som Paul Nedergaard har gengivet i sin præstehistorie.
I præstegaardens lo var der en nedrammet pæl, som ragede en halv alen op over gulvet. Den turde ingen røre, fordi man havde hørt, at en præst skød genvej gennem loen, når han skulle over og øve sorte kunster i kirken ved nattetide. En nat stødte han på gårdens karl, der havde udklædt som spøgelse. Præstefruen var nemlig utilfreds med præstens sorte kunster. Hun fik fik karlen til at stille sig i loen for at skræmme præsten. Da præsten så det lange, hvide gespenst, raabte han: »Er du en mand? Er du kød og blod? Svar!” Karlen tav truende. Præsten begyndte straks at mane karlen i jorden. Da karlen var sunket. i jorden til knæene, raabte han: "Husbond! Husbond! Det er bare mig!» Men det var for sent. Præsten kunne ikke holde op. Karlen forsvandt i jorden, og præsten rammede en pæl igennem hans krop for at han ikke skulle gaa igen.
I aaret 1880 skulle logulvet lægges om. Pælen blev rykket op. Under overfladen fandt man et krumbøjet skelet af en mand i halvt siddende stilling. Pælen var rammet gennem hans bryst og lænder. Efter nedmaning blev spøgelset ved at gå igen, En senere præst kunne ikke bringe det til ro ved maning, fordi han havde begaaet en synd i sin ungdom (taget 4 skilling). Han henvendte sig til sin embedsbroder i Kvislemark, hr Vincents. Han bragte spøgelset til ro. Dog turde folk alligevel ikke komme i laden. Da skelettet. fandtes, turde ingen røre det, men fru Jutta Bojsen-Møller tog resolut knoglerne, lagde dem i en trækasse og nedsatte dem paa Marvede kirkegaard. Helge Bojsen-Møller var født i 1874 og har således som 6-årig hørt om historien i hjemmet og set pælen i loen.
Ifølge Wiberg var Vincens Nielsen præst i Kvislemark-Fyrendal 1539-1554. Ingen af hans efterfølgere bar fornavnet Vincens eller Vincents.
Den først kendte sognepræst i Marvede var Jens Olsen. Han havde embedet 1554-1583. Wiberg oplyser, at præstegården brændte 1594 og vist også i 1602.
Kilder:
Dansk Præste- og Sognehistorie (Kirkelig Geografi) 1849 – 1949 (1954), samlet og udgivet af Paul Nedergaard, Sognepræst, København, II. Roskilde Stift, I Kommission O. Lohses Forlag, Eftf. København
En almindelig dansk præstehistorie, samlet og udgivet af S. B. Wiberg, Rosenkilde og Bagger, København, 1870
Andre versioner
705. For mange år siden huserede et spøgelse i Marvede præstegård. Præsten vilde mane det ned, men spøgelset slog bogen fra ham tre gange. Der blev da sendt bud efter præsten Hellig-Jens i Kvislemark, som var bekjendt for sin helligdom og klogskab. Ham slog spøgelset bogen fra to gange. Men så spurgte Hellig-Jens ham, hvad han havde gjort . . . Han havde stjålet for fire skilling hvedebrød fra en fattig kone. Præsten kastede pengene hen til spøgelset, og straks sank det i jorden, og der blev rammer en pæl igjennem det. Pælen har stået der i umindelige tider og for en 15, 17 år siden, da præstens byggede en ny ladelænge, blev pælen gravet op, og der sad et skelet på hug under den. Benene blev så samlede i en kasse og begravede på kirkegården.
Anna Larsen.
706. I Marvede præstegård gik det sagn, at en præst havde nedmanet et spøgelse. Men det var karlen, der havde klædt sig ud og så blev manet ned og så senere gik igjen. I laden stod en stump af en pæl, som ragede et stykke op over gulvet. Præsten Møller, som jeg var hos, havde ladet den tage op, den gang laden blev bygget om, og underneden den fandtes benraden af et menneske. Paster Const. Hansen, Jærnved.
Kilde: Danske Sagn, som de har lydt i folkemunde. Udelukkende efter utrykte kilder. Samlede og til dels optegnede af Evald Tang Kristensen. Anden udgave. Bind V. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. København 1980.
Hornum Sogn
Pastor Hans Jørgen Ludvigsen Milling var sognepræst i Hornum 1736-1774. Han var morsom og vittig. Også på prædikestolen. Hans kone var vanskelig og lunefuld, skriver Wiberg.
"...Det fortælles, at en Karl i Præstegården en aften stillede sig med et Lagen over Hovedet i det søndre Gaardled, for at skrække Præsten; nen denne manede det for mentlige Spøgelse, der begyndte, at synke i Jorden, gav sig tilkjende, men ikke mere stod til at frelse; hvorfor Præsten ilede ind, tog Kalk og Disk og beredte ham i Hast...".
Wiberg mener dog, at fortællingen passer bedre på pastor John Jensen, Hornum Sogns sognepræst 1646-1684. Han var stærk i at mane.
Kilde: En almindelig dansk præstehistorie, samlet og udgivet af S. B. Wiberg, Rosenkilde og Bagger, København, 1870
Forsvundne øer
1893. Tæt ved Sjællands sydkyst ud for herresædet Holsteinborg ligger en ø, som hedder Glænø, og dens indbygeere udgjor vel næsten halvdelen af Ørslev sogns folkemængde. Udenfor denne ø skal i fordums tid have ligget en anden ø, kaldet Vænø, og endnu en lille ø bagved denne, kaldet Ænø. Ingen af disse to sidstnævnte øer er mere til, de skal skal altså være gåede under. På Vænø skal have været kirke, og i stille vejr skal søfolkene, når de hændelsesvis har sejlet over dette sted, hvor kirken stod, endnu kunne se dens tårne nede i vandet. Derom hedder det i folkemunde hos de gamle: »Ænø venter på Vænø, Vænø efter Glænø, Glænø venter efter Ørslev klokketårn". Lærer Hansen.
Kilde:
Danske sagn, som de har lydt i Folkemunde.
Udelukkende efter utrykte kilder samlede og tildels optegnede
af Evald Tang Kristensen.
1. Kjæmper. Kirker. Tredie Afdeling (Andre stedlige Sagnskatte). Silkeborg.
Trykt i Silkeborg Ny Bogtrykkeri 1895.
Vænø og Glænø
Under et ophold på Holsteinborg i 1867 skrev H. C., Andersen æventyret "Vænø og Glænø". Det begynder således: ”Der laae engang ved Sjællands Kyst, ud for Holsteinborg, to skovbegroede Øer, Vænø og Glænø, paa dem var Kirkeby og Gaarde; de laae Kysten nær, de laae hinanden nær, nu er der kun den ene Ø.
En Nat blev det et forfærdeligt Veir, Havet steg som det ikke var steget i Mands Minde; Stormen tog voldsomt til; det var et Dommedags-Veir, det lød, som om Jorden revnede; Kirkeklokkerne kom i Sving og ringede uden Menneskehjelp.
I den Nat forsvandt Vænø i Havets Dyb; det var som om den Ø aldrig havde været".
Kirkeby er den landsby, hvori sognekirken ligger. Der har aldrig været en kirke på Glænø.
I 1856 udgav Maria Bojsen bogen "Rejse igjennem Danmark".
På side 211 skriver hun:
"Sydvest for Glænø ligger en høj Sandbakke, Vænøgrund", der før skal have været en Ø med et Kirkesogn, der er gået under ved Vandflod".
Farfar fortalte
Mens Thorvald arbejdede på Sjælland, traf han Emma, min far-mor ved et bal i
et forsamlingshus. Da de blev gift, bosatte de sig på Femø, men Thorvald havde
stadig arbejde på Sevedø. En sommersøndag med stille vejr, savnede han sin unge
kone så meget, at han roede til Femø i en pram, og dagen efter tilbage. -
Det var noget af en bedrift, for roturen var på knap 30 kilometer hver vej. På
turen kom han ind over Kirkegrunden, og der kunne han se mursten på bunden,
hvor der kun er 2 meter dybt.
Efter sagnet - som blandt andet er fortalt af H.C. Andersen - skulle der have
ligget en ø, Vænø, hvor Venegrund og Kirkegrund nu er. Den gik under i en
storm, men i hårdt vejr kan kirkeklokken fra øens sunkne kirke høres på Glænø,
og man siger: "Vænø bier på Glænø." Der er ingen tvivl om, at der
engang har været en ø der - men det ligger nok mange tusinde år tilbage. Min
far havde dog den teori, at de mursten, Thorvald så på Kirkegrunden, stammede
fra et skib, der var lastet med mursten og forlist der.
Da Thorvald holdt op med arbejdet på Sevedø, købte han en drivkvase, og det var
med den, han fiskede, sammen med Rasmus, da de så den første flyvning på
Lindholm.
Kilde: Uddrag fra
bogen "Folk og Skibe fra Femø" af Bent. J. Friis. Forlaget Kurs.
2005.
|
|
|
|
|
|
|