Påskeugen kaldes "den stille uge" og de tre sidste dage inden påskedag for de stille dage. I gamle dage sagde man dimmeldage.

        Under dimmeldagene skulle kirkeklokkerne tie stille eller ringe med dumpere klang. Man dæmpede dæmpede kirkeklokkernes klang ved at ringe med træknebler. På oldnordisk hedder træknebel dymbill eller dimmel. 

På Roskilde Landemode 1572 forbød lensmanden "strengeligen at bruge Klokkerne uden til Gudstjeneste, ut tempoere Herluffl. ".

Når prædiken skal holdes, ringes altid tre gange til prædiken, før den begyndes. De to første kun med én klokke, men den sidste gang med to, eller flere, ligesom kirken formår, og det hidtil har været skik.

         De største klokker ringes altid på højtidsdagene, så vel som dagen før til aftensang, eller når folket går til skrifte, og da kimes tre gange, efter første og anden gang, når det ringer, hvilket også sker på andre hellige dage, (undertagen de som falder i fasten) så vel som på alle søndage imellem påske og pinsedag.

 

Kilde: Danmarks og Norges Kirke-ritual 1685

 

 

”Om dægne og Substitutter

5. De skulle Aften og Morgen ringe Bede- og Fred-Klokken; Men hvor ingen Sædedægn, eller Substitut, er, skulle enten Sognemændene selv skiftis til det at forrette, eller samtlig handle med een, som det kand giøre".

40. Klokkerne paa Landsbyen maa ikke brugis til at ringe til Gadestævne, Gilde, eller andet saadant; (De maa ej heller ringis, naar nogen døer, før end Liget skal begravis, og da ej heller længre, end een Time i det højeste).”

 

Kilde: Danske Lov.   

I circulære fra Ministeriet af 6. maj 1893 omtales den skade, kirkeklokkerne er udsatte for, når der ved kimingen bruges jernhammer eller sten.

   I cirkulære af 27. juni 1893 har Ministeriet, ved fremsendelse af anordning om foranstaltninger til krigsmagtens hurtige mobilisering, gjort opmærksom på, at når mobiliseringsordren er udstedt, skal der ringes uafbrudt i 3 timer med samtlige landets kirkeklokker, og at tilsigelse til klokkeringning foranstaltes af lægdsforstanderne.

   Indtil 1901 hørte det til kirkebylærernes forpligtelse at sørge for klokkeringningen. Af ukendte årsager ophørte klokkeringningen i flere kirkesogne op mod århundredskiftet. Det fik biskop Rørdam til at skrive følgende til Sjællands Stifts præster den 20. december 1898:
  - Den daglige klokkeringning morgen og aften bør ingenlunde bortfalde, og jeg lægger sognepræsterne på hjerte, at de gør deres til at holde denne skik i ære i menighederne. 
   Om man var ophørt med klokkeringning i Kvislemark-Fyrendal Sogn vides ikke.
   
   Kilde:  Kvislemark-Fyrendals Pastorats embedsbog 1879-1923

 

I cirkulære af 27. juni 1893 har Ministeriet, ved fremsendelse af anordning om foranstaltninger til krigsmagtens hurtige mobilisering, gjort opmærksom på, at når mobiliseringsordren er udstedt, skal der ringes uafbrudt i 3 timer med samtlige landets kirkeklokker, og at tilsigelse til klokkeringning foranstaltes af lægdsforstanderne.

Kilde: Kvislemark-Fyrendal pastorats embedsbog.

Ved juletid 1898 henvendte biskop Rørdam sig til Sjællands Stifts sognepræster om en række forhold, der lå biskoppen på sinde. Det drejede sig om de årlige indberetninger og god kirkeskik samt klokkeringning.
     -  Den daglige Klokkeringning Morgen og Aften bør ingenlunde bortfalde, og jeg lægger Sognepræsterne paa Hjerte, at de hver i sin Kreds gøre deres til at holde denne Skik i Ære i Menighederne, skrev biskoppen.  

Cirkulære til Biskopperne.

Paa dertil given Anledning undlader Ministeriet ikke herved tjenstligt at meddele Deres Højærværdighed til behagelig Efterretning og Bekendtgørelse for Præsterne i det Dem betroede Stift, at man ved cirkulære til Amtsmændene af 20de December s.A. og Cirkulære af 12te Januar d.A. har meddelt Sogneraadene følgende instruktoriske Bestemmelser angaaende Klokkeringningens Udførelse ved deres Foranstaltning i Henhold til Lov af 24de Marts 1899 § 21 i Slutningen:

I Henhold til Lov om forskellige Forhold vedrørende Folkeskolen af 24de Marts s.A. § 21 i Slutningen, jfr. § 36, bortfalder fra 1ste Januar 1901 den Kirkebylærerne i henhold til Anordningen af 29de Juli 1814 for Landet Bilag A. § 34 paahvilende Forpligtelse til at besørge Klokkernes Ringning, idet disse Forretninger for Fremtiden ville være at besørge ved Sogneraadets foranstaltning for Kommunens Regning.

Idet Ministeriet herved tjenstligt skal anmode D'Hrr. Amtmænd om at ville bringe denne Bestemmelse i Sogneraadenes erindring, skal man tillige, da man maa lægge megen Vægt paa, at Reglerne om Ringning og Kimning med Kirkeklokkerne nøje overholdes, meddele følgende instruktoriske Bestemmelser angaaende Ringningens Udførelse:

1. Den Kirkebylærerne hidtil paahvilende Forpligtelse til at besørge Klokkernes Ringning, der fremtidig skal gaa over paa Kommunerne, omfatter Klokkernes Ringning Morgen og Aften samt til sædvanlig Gudstjeneste.

2. Den daglige Ringning Morgen og Aften i henhold til D.L.2-15-5 bør finde Sted ikke blot paa Søgnedage, men ogsaa paa Søn- og helligdage, dog at den paa Søn- og Helligdage om Vinteren bør undlades, for saa vidt Sognepræsten antager, at den kan virke forstyrrende paa Kirketjenesten eller Ringningen til samme.

Den bør ske med mindst 100 Slag af Klokken, efterfulgt af tre Gange tre Bedeslag, der skulle komme langsomt og tydelig adskilte fra Ringningen og fra hverandre samt slaas paa den store Klokke, hvor en saadan haves.

3. Ringning til de sædvanlige Gudstjenester skal i Henhold til Kirkeritualet af 25de Juli 1685 kapitel I. § 1 altid ske trende gange, førend Prædiken Begyndes, de tvende første ikkun med een Klokke, men den sidste Gang med tvende eller flere, ligesom Kirken formaar og hidtil brugeligt har været.

4. I Henhold til Forordningen af 27de Marts 1686 skal der paa Aftenen før Almindelig Bededag Kl. 6 ringes med den største Klokke til hver Kirke, sædvanligvis i en Time.

5. Endelig skal i Henhold til Kirkeritualets Kapitel I. § 1 Kimning finde Sted Aftenen før de store Helligdage:Juledag, Paaskedag og Pinsedag samt. hvor det endnu er i Brug, før Christi Himmelfartsdag, saavel som de nævnte Dage paa selve helligdagsmorgenen i Forbindelse med Ringningen.

Kimningen om Aftenen begynder en Time før Solnedgang og varer til denne. Om Morgenen foretages Kimningen i den Time, i hvilken den almindelige Ringning før Gudstjenesten ellers foregaar.

6. I Følge den citerede Bestemmelse i Kirkeretualet skulde ogsaa Kimningen foregaa paa alle Søndage i mellem Paaske- og Pinsedag i Forbindelse med Ringningen til Gudstjenesten.

Ligesom Ministeriet maa mene, at denne Skik bør vedligeholdes, hvor den hidtil har været i Brug, saaledes maa man ogsaa finde det ønskeligt, at den indføres paa ny, hvor den maatte være gaaet af Brug.

7. Kimningen paa de store Helligdage bør ske paa en saadan Maade, at den kan høres tydelig, men dog foretages saaledes, at den ikke skader Klokken, i hvilken Henseende det anbefales at benytte en Hammer af Pokkenholdt.

For at Ringningen eller Kimningen skal kunne høres saa vidt som muligt, bør det derhos altid iagttages, at Lydhullerne, naar Klokkerne bruges, ikke ere lukkede med Skodder eller Tremmer.

8. Ligesom Loven ved at bestemme, at Klokkeringningen fremtidig skal besørges for Kommunens Regning, forudsætter, at Ringningen ikke fordres udført som Pligtarbejde af Kommunens Beboer paa Omgang, saaledes maa Ministeriet overhovedet anse det for heldigst baade til at sikre en regelmæssig og sømmelig Udførelse af Klokkeringningen og til Klokkernes forsvarlige Behandling, at Ringningen overdrages til en enkelt paalidelig Mand som Ringer, hvem Ansvaret kommer til at paahvile ogsaa for den medhjælp, som han benytter.

9. Tilsynet med, at Ringningen foregaar paa sømmelig maade i Overensstemmelse med Loven og Anordningerne, paahviler Sognepræsten, som den, der bærer Ansvaret for, at Gudstjenesten, og hvad der henhører til samme, foregaard i sømmelig Orden.

Uoverensstemmelser mellem Sognepræsten og Sogneraadet angaaende Spørgsmaal, der vedrøre Klokkeringningen, kunne gennem de gejstlige Myndigheder indankes for Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet.

Ad samme Vej kunne ogsaa Spørgsmaal om, hvor vidt tidligere meddelte Dispensationer fra reglerne om Klokkeringning endnu kunne anses for bestaaende, saavel som Andragender om nye Dispensationer indgives til ministeriet. Dispensationer, der ere meddelte af Hensyn til den Lærer, hvem Ringningen hidtil har paahvilet, maa under alle Omstændigheder anses for at være bortfaldne, naar forpligtelsen til Ringningens Besørgelse gaar over til Sogneraadene.

Af nærværende Cirkulære vil der blive tilstillet Deres Højærværdighed det fornødne Antal Eksemplarer til Omsendelse til Præsterne.

Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, den 13de Juni 1901.

/Oskar Damkier.

I cirkulære af 13. juni 1901 angående klokkeringningens udførelse udtalte ministeriet, at den daglige ringning morgen og aften i henhold til D.L. 2-15-5 bør finde sted ikke blot på søgnedage men også på søn- og helligdage, dog at den på søn- og helligdage om vinteren bør undlades, for så vidt sognepræsten antager, at den kan virke forstyrrende på kirketjenesten eller ringningen til samme.

Da ministeriet har bragt i erfaring, at der med hensyn til klokkeringningen ved adskillige kirker ikke forholdes som i ministeriets fornævnte cirkulære fastsat, idet den daglige klokkeringning morgen og aften helt undlades ved nogle kirker, medens ringningen ved andre kirker ikke foretages enten om morgenen eller om aftenen på søgnedage eller undlades på søn- og helligdage, skal man herved indskærpe, at de i cirkulæret angivne instruktoriske bestemmelser angående ringningens udførelse nøje må overholdes, således at der morgen og aften ringes med kirkens klokke, såvel på søgnedage som på søn- og helliggade, alene med den i cirkulæret anførte undtagelse for så vidt angår ringning om vinteren på søn- og helligdage.

Man anmoder Deres Højærværdighed om gennem provsterne at ville have tilsyn med, at de omhandlede bestemmelser overholdes.

Det bemærkes særligt, at den omstændighed, at der ved en kirke sædvanemæssigt foretages middagsringning med kirkens klokke, ikke indebærer, at den daglige morgenringning kan undlades.

Med hensyn til tidspunktet for udførelsen af morgen- og aftenringningen har ministeriet tidligere i overensstemmelse med, hvad der må anses for sædvanemæssigt hjemlet, givet udtryk for, at ringningen bør finde sted ved solens opgang og nedgang. Man finder dog intet at erindre imod, at ringningen foretages til faste, eventuelt efter årstiderne varierende klokkeslet i overensstemmelse med menighedrådets med provstiudvalgets approbation derom trufne bestemmelse, idet dog bemærkes, at der ikke må foretages en sådan forskydning af tidspunkternes for ringningen, at dens karakter af henholdvis morgen- og aftenringning derved forflygtiges.

Det fornødne antal eksemplarer af dette cirkulære vedlægges til omdeling blandt provstiudvalg og menighedsråd i stiftet.

Kirkeministeriet, den 30. november 1951.

Carl Hermansen.

Cirkulære om klokkeringning ved mobilisering. (Til amtmændene og Københavns magistrat).

Ifølge kgl. anordning af 19. august 1953 om bestemmelser for forøgelse af forsvarets fredsstyrker § 4, stk. 2, skal der, når mobiliseringordre er udsendt, for at henlede den almindelige opmærksomhed herpå, ringes uafbrudt i 3 timer med samtlige landets kirkeklokker.

Det er pålagt politimestrene (politidirektøren i København) at drage omsorg for, at der i tilfælde af mobilisering udbringes tilsigelse til klokkeringning til kirkebetjeningen ved de enkelte kirker.

Det påhviler herefter ringerne ved de anerkendte trossamfunds kirker at ringe med klokkerne uafbrudt i 3 timer ved mobilisering, så snart tilsigelse herom modtages fra politiet. Ringningen skal udføres kraftigt, af og til afbrudt af korte perioder, hvori der slås enkelte slag på klokken.

Man skal anmode om, at ringerne ved de anerkendte trossamfunds kirker gøres bekendt med den dem ifølge foranstående påhvilende pligt til i mobiliseringstilfælde at udføre den foreskrevne klokkeringning. Et antal eksemplarer af nærværende cirkulære vedlægges til dette brug.