I efteråret 1939 angreb sovjetiske hærstyrker Finland, da Finland nægtede at afgive land i Karelen til Sovjetunionen. Foreningen Norden dannede sammen med Røde Kors den 10. januar 1940 Centralkomiteen for Finlandshjælpen.          
         Finlandshjælpen skulle indsamle penge til fordel for de nødlidende finner, organisere den frivillige arbejdskraft til Finland samt udarbejde en evakueringsplan for børn i krigshærgede områder.
         Centralkomiteen for Finlandshjælpen startede i 1940 en landsindsamling. En brochure og en plakat med mottoet ”et broderfolk i nød” opfordrede den danske befolkning til at give 1 % af deres månedlige indtægt til Finlandshjælpen. Plakaten med motivet af en moder og hendes barn blev tegnet af Sikker Hansen, som også havde tegnet et finlands-frimærke med en flygtende kvinde og hendes to børn.          
         Frimærket kostede 5 øre som ubeskåret gik til Finlandshjælpen.
       Til Kvislemark-Fyrendal Sogne kom der i hvert fald en finnedreng. Han blev her i landet.

Der rider en konge i sol og i blæst
igennem sit arvede rige.
Og blomsterne flyver mod ham og hans hest
fra by og fra bondemands dige.
De nikker fra sadlen, de fylder hans favn –
og lægger uvisneligt grønt om hans navn.

Når red vel en herre så smilende tryg
igennem de skiftende dage!
Hans sind – det var følsomt. Men rank var hans ryg.
Og stolt kan han se sig tilbage.
Hans gerning var ikke en leg, men et værk.
Og viljen, der bar det, var trofast og stærk.

Og dybt ind i sagaen red han den dag,
da landet mod sønder var vundet,
da friheden løste for sange og flag,
hvis flugt gennem slægter var bundet.
Da takked vi stille, da følte vi hedt,
hvor kongen og folket – hvor Danmark var et!

Man spurgte mig ude: Hvor vover vel han,
en hersker, at færdes så ene?
Jeg svared dem: Han er vor frieste mand –
dog rider han aldrig alene.
Han skærmes blot ikke af vælde og magt.
Om kongen af Danmark står hjerterne vagt!


Digtet er skrevet af Hans Hartvig Seedorf Pedersen. Udgivet 1941. Digtet skriver sig ind i en nationalromantisk tradition, hvor kongen og det danske folk hyldes. I digtet er der også genren tro en passage omhandlende genforeningen i 1920.

Bortset fra rationering, mørkelægning og knaphed på visse varer mærkede vi ikke meget til besættelsen i Kvislemark. 
      Vi drenge blev udstyret med træskostøvler og træsko til hjemmebrug. Skosåler blev forsynet med jernbeslag på tå og hæl samt læderknopper. Far fik jakkesæt vendt. 
      Det største problem var manglen på cykeldæk og - slanger. Cyklen var forudsætningen for, at min far kunne komme rundt i sognet, og at jeg kunne passe min skolegang på Hindholm Kost- og Realskole. 
      Flere havde i tide hamstret kaffe. En morgen under krigen bredte den lifligste duft af brændte kaffebønner sig over dele af Kvislemark. Brændingen var godt nok foregået i kostalden, men det havde ikke været nok til at skjule den vidunderlige duft.
      Her og der fremstillede man selv sæbe. Det blev et skrækkeligt, gråt produkt, som i hvert fald ikke kunne bruges til håndsæbe.  
      Rationeringen af cigaretter og tobak ramte rygerne hårdt. Tørrede kirsebærblade kunne godt nydes i den lange pibe, når det kneb med tobakken. Lidt sortbørshandel med cigaretter var der også i Kvislemark, men det var i det små. Til min konfirmation købte jeg fem cigaretter. Pris en krone pr. styk. 
     

To gange så vi vingeskudte amerikanske flyvende fæstninger styrte ned. Den 20. februar 1944 styrtede en flyvende fæstning ned ved Haldagerlille og den 9. april samme år faldt ved 11.30 – tiden en flyvende fæstning ned i et hus i Venslev tilhørende bogholder Friis, Holsteinborg Sparekasse.

      Fra Kvislemark så vi tre til fire faldskærme folde sig ud og svæve ned bag Fyrendal Skov. Ankommet på cykel til Venslev overværede jeg, at en amerikansk pilot siddende på en bils bagsæde blev forhørt af en tysk officer. Så vidt jeg erindrer, stod den tyske officer med pistol i hånden. 
      Ved et senere besøg lykkedes det os drenge at få fat i nogle radiodele og andre småting, som ikke virkede. De tyske vagtposter var ikke særligt nidkære. De ville gerne tale med os, og vi fik lidt øvelse i at tale tysk. De fundne skatte blev lagt i min cykelkurv og taget med hjem. Senere gravede vi dem ned i præstegårdshaven. Der ligger de nok endnu.

      Haldagerlille flyet nåede jeg vist aldrig frem til. Blandt eleverne på Hindholm Kost- og Realskole gik der nogle gevaldige rygter om, at det var lykkedes nogle unge fra Fuglebjerg at få fat i en gummibåd og finde både cigaretter og bolsjer. Bolsjerne havde desværre den bivirkning, at de ikke kunne sove om natten. Hvis historien ellers passer, har der nok været amfetamin i bolsjerne. 

      Ved begge lejligheder fik min far pludseligt et uopsætteligt ærinde i Fyrendal Kirke og min mor begav sig fluks ned på Kvislemark kirkegård for at ordne et gravsted tæt på kapellets østside, hvor en søn af et tidligere præstepar lå begravet.

      De var med i Præsternes uofficielle Forening, som blandt andet skulle tage sig af nødlandede allierede flyvere. Efter hvad mine forældre havde fået oplyst, var de allierede flyvere instrueret om at søge til nærmeste kirke. 
      Hvervningen til Præsternes uofficielle Forening stod provst Hee Andersen for ved en eller anden sammenkomst. Samtlige deltagende præster på nær én gik med i foreningen.

På Knud Jensens røde lade på hjørnet opsatte en eller anden myndighed en plakat, der advarede mod opsamling af sprængblyanter, bomber og andet godt fra himlen. 
      En dag passerede en kolonne hestetrukne prærievogne landsbyen på vej fra Arløse til Rødbro. 
      Ved en enkelt lejlighed fløj tre tyske bombefly i trætopshøjde over lund og have med retning mod nord. Vi så tydeligt de besætningsmedlemmer, der sad i glaskuplen i flyenes næse. Motorlarmen var infernalsk.  
      I de sidste krigsår så vi amerikanske bombefly i kasseformation komme fra syd efter bombetogt mod de nordtyske byer. 
      Jeg kan stadig høre den durende lyd fra de flere hundrede fly, der langsomt bevægede sig fremad. De kom altid i dagslys. Over formationen og på dens sider sværmede hurtige jagerfly som bier om en kube. 
      Det skete, at nogle få tyske jagerfly forsøgte sig med et angreb på formationen. De blev straks afvist af de amerikanske jagerfly og forsvandt skyndsomt i lav højde mod syd. Formentligt til Avnø.
      På bakkeskråningen nord for Arløse fandt vi på vej til skole nu og da en masse sølvpapirstrimler kaldet chaff. De var i nattens løb smidt ud fra flyene for at vildlede tyske radarstationer. Den nærmeste var Seehund ved Tybjerg. 
    

Det fremgår af modstandsbasen, at der kun var to frihedskæmpere i Kvislemark. Deres navne er ikke opgivet. Jeg ved, at gårdbestyrer Erik Sejersbøl var medlem af en ventegruppe. En søgning på navnet Sejersbøl giver følgende svar: "1 endnu ikke offentliggjort person passer desuden til søgningen".  
      Hvor ventegruppen hørte til, og om der var andre mænd fra sognet med i den, ved jeg ikke.
     En enkelt kommunist fra København bosatte sig i Kvislemark under besættelsen. 
      Om han gik under jorden, eller om det var af andre grunde, han landede i Kvislemark, ved jeg ikke. 
      Hans bror var en kendt københavnsk kommunist. 
     I Tornemark var der en militærgruppe på 14 mand. Den blev opstillet i april 1945 og tilhørte således "de sidste dages hellige". Gruppeleder var forpagter Jens Mølledal.

Under krigen var blandt andet den senere kriminalassistent Bentzen fra Næstved og en kollega gemt i Kvislemark Præstegård.  
      De ankom natten mellem 19. og 20. september 1944 i bil. Bilen rullede med slukket motor ned ad indkørslen. Adressen havde Bentzen fået af provst Hee Andersen.  
      Heldigvis skærmede buskadset omkring præstegårdshaven mod nysgerrige blikke. De kunne derfor færdes nogenlunde frit i haven, men havde strengt forbud mod at vise sig i gården og vinduerne ud mod gården.    
     Tobakshunger fik en aften kollegaen til at søge om til hjørnet for at undersøge, om han kunne købe noget tobak.
      Hammeren faldt prompte. Næste nat blev han hentet og bragt til et nyt sted. 
      Bentzen blev nogen tid. Han kom senere til Hørsholm. Under flugten beholdt han sin tjenestepistol.  
       Engang i første halvdel af halvfjerserne fortalte Bentzen i en rotaryklub i Næstved fortalt om tid, han var havemand i Kvislemark Præstegård. 
        I Bisserup Præstegård gik politfuldmægtig Rosenfeld - Hansen, Næstved,  under jorden. Han blev der til befrielsen.
        
      

Forståelsen for sikkerhed var ikke stor under besættelsen. Folk kunne ikke holde mund med, hvad de vidste, og hvad de havde hørt af rygter. Historierne behøvede ikke at være sande, når blot de var interessante og spændende. 
      Når det ikke gik galt i Kvislemark, skyldtes det nok, at der hverken var nazister, frikorpsfamilier eller stikkere i landsbyen. Så vidt jeg ved, blev ingen kvislemarkere interneret af modstandsbevægelsen.

      Ved en enkelt lejlighed var min far tæt på et slagtilfælde. Da han efter et møde gik ud i Missionshusets gang for at hente sit overtøj, så han en i øvrigt fornuftig og jordbunden mand i færd med at uddele illegale blade til folk på vej hjem.

      Det var måske årsagen til, at præstegårdens illegale blade blev anbragt i en mælkejunge og nedgravet i havens nordøstlige hjørne. Jungen ligger der nok stadig væk. Vi kunne ikke finde den efter krigen. 

                   

I oktober 1944 blev sognepræst Arne Christoffersen, Marvede-Hyllinge, anholdt af det tyske Politi mistænkt for at have et våbenlager i præstegaarden. Den, Marvede Kirke og Hyllinge Kirke blev undersøgt af en halv snes mand. De fandt ingen våben. Pastor Christoffersen blev taget med til København. Jeg har en svag erindring om, at han besøgte præstegården i Kvislemark efter sin frigivelse.   
         4. november 1944 indberettede sognerådsformanden i Førslev, at Gestapo natten til tirsdag har foretaget husundersøgelse paa Børnehjemmet Holsteinsminde og anholdt forstander Hjermind og samtlige fem lærere, Nielsen, Østergaard, Søndergaard, Bech, Pettersen og Hansen. Aarsagen mentes at være at de har haft kendskab til vaabenlagre. 
         De blev løsladt nogledage senere og vendte tilbage til hjemmet. Samtidigt blev gartneren på Holsteinsminde, Wessel, taget af Gestapo.    
        

I midten af juni måned 1944 blev ca. 19 mand indkvarteret i arresthuset i Førslev. De skulle bevogte feltflyvepladsens anlæg.
        Tidligere skal nogle Schalburgfolk have stået for bevogtningen.
         Årsagen var nok, at nogle mindreårige elever fra Holsteinsminde havde sat ild til et beskyttelsesrums træværk den 15. juni 1944.Et par andre beskyttelsesrum var også blevet flammernes bytte. Gerningsmændene forblev ukendte. 
         En underofficer fra den tyske værnemagt kontaktede forstander Hjermind på Holsteinsminde. Han oplyste, at drengene var blevet afhørt af dansk politi. Underofficeren bad om  tilladelse til at fortælle eleverne, at beskyttelsesrummene fremover ville blive sikret med skildvagt og landminer. Den fik han. Han oplyste, at par andre beskyttelsesrum også var blevet flammernes bytte. Gerningsmændene var ukendte. 
         Værnemagten foretog sig ikke yderligere i denne sag.

Syd for vejen mellem Arløse og Førslev og ned mod Kohaven gik tyskerne i marts 1944 i gang med at anlægge en feltflyveplads. Omkring 1. april var ca. et halvthundrede mand i gang med de forberedende arbejder. For at give plads til de landende fly blev et par huse ved vejen nedrevet. Pladsen var på ca. 40 tønder lang, 50 meter bred og strakte sig fra et hegn, der løb mellem  Kohavens nordøstlige hjørne og Førslevvej over Arløse-Førslev vejen vest om præstegården ned til Holsteinsminde. Ejeren måtte benytte arealet, men ikke til langstråede afgrøder. 
         I pladsen sydlige del var der beskyttelsesgrave (jord) og tre skjul for flyvemaskiner samt nedgravede benzindepoter.Nord for Arløse - Førslevvejen var der gravet beskyttelsesgrave. Det var der sydsydvest for Holsteinsminde. Nedgravede vognskjul var indrettet øst for Førslevvej.  Pladsen er beskrevet i en efterretningsrapport i Stockholmsarkivet dateret september 1944. 
         I Sneslev blev der bygget en barak til 10 mand. 
         Tværs over flyvepladsen er der sat et pigtrådshegn af hensyn til kvæget. Hegnet kan sløjfes i løbet af et par timer.
      Der gik rygter om planer bygning af hangarer under Kohaven. Et par gange skal tyske fly have landet her. Krigen sluttede, inden der var blevet bygget noget som helst på pladsen. 
      Et mindre kontingent Sommerfolk var indkvarteret i det gamle arresthus over for Førslev Kirke og 4-5 mand i præstegårdens konfirmandstue..
       Pigehvin fra huset vidnede om, at de ikke manglede selskab. Flere piger fra Hyllinge havde deres gang her.
     
Note
Sommerkorpset var oprettet af den danske kaptajn Poul Sommer. Den korrekte betegnelse var: ”Vagtkorpset ved det tyske Luftvaaben i Danmark”. Det blev oprettet i begyndelsen af 1944 og opløst igen i februar 1945. Sommerkorpset nåede op på ca. 800 mand.  Det bevogtede det tyske luftvåbens anlæg og installationer i Danmark svarende til marinevægternes bevogtningsopgaver for den tyske marine. Det var iklædt sorte uniformer, og blev derfor ofte forvekslet med Hipo. Under retsopgøret var straffen for medlemsskab normalt  to år. 

Den 27. januar 1945 er feltflyvepladsen nedlagt. Ingen tyskere på pladsen. Rapportøren har nok regnet sommerfolkene med til "tyskerne". Modstandsfolk havde intet at melde efter en undersøgelse af de underjordiske opholdsrum.
         En oplysning dateret den 8. marts 1946 meddeler, at ejeren af Førslevgård nu må pløje flyvepladsen op. Beskyttelsesrum og gravene må ikke røres.
         Den 7. marts kom er dansk firma for at sløjfe grave og beskyttelsesrum ca. 700 meter nordvest for Holsteinsminde.    
         - Alt Tømmer bliver omhyggeligt renset og lagt til Side - det skal bruges paa Lolland-Falster, står der i efterretningsoversigten.

Under overskriften "Et 4-aarigt Barn i Eneforhør hos Gestapo" bragte Morgenbladet torsdag den 22. februar 1945 følgende tekst:
            " I forbindelsen med en Gestapo Razzia i Fuglebjerg forleden aflagde Sikkerhedspolitiet et besøg paa Hindholm Højskole for om muligt at faa Oplysninger om Forstander Mølbachs Tilholdssted. Under Besøget havde to af Gestapomændene en lille samtale med Forstanderparrets 4-aarige Datter Lis for at lokke Oplysninger ud af hende – og de fik da at vide, at Forstanderen nyligt havde aflagt Besøg i sit Hjem, men hverken barnet eller dets Moder, der senere blev tilkaldt, var i Stand til at give Oplysninger om hans Bopæl. 

         Man holder sig ikke for god til noget. 
          Som Supplement til overstaaende skal vi tilføje, at samtlige mandlige Højskoleelever under Besøget matte staa med Hænderne strakt i Vejret – uden at dette dog bragte Forstanderen for Dagen. 
          I Fuglebjerg blev Skomagermester Chr. Justesen og hans Søn, Skomagersvend Erik Justesen, anholdt".

Note:
Morgenbladet var besættelsestidens største illegale dagblad. Første nummer udkom 11. november 1944. Udgiver var Dansk Samling.

Den dramatiske annonce har nok fået nogle til at melde sig. Så sent som et par dage før besættelsen var der mænd, som meldte sig til tysk tjeneste.