Hovedparten af de danske landsbykirker har en døbefont af granit, der er så dyb, at barnet kunne neddyppes helt ved dåben. Både sommer og vinter. Den skik holdt sig til 1600-tallets begyndelse, hvor man gik over til den mere nænsomme skik blot at hælde vand over barnets hoved. Det førte til, at kirkeejerne anskaffede af dåbsfade af messing.

                      Kvislemark Kirkes oprindelige døbefont er forsvunden. Hvorhen ved ingen i dag. Fra andre kirker er der beretninger om, at den gamle granit- eller kalkstensfont endte som drikkekar på gårde. I Ringsted endte en gammel døbefont som blomsterkumme i en have, hvor den i 1850 blev malet af Jørgen Roed. Han kaldte maleriet: ”Haven med den gamle døbefont”. På en kirkegård på Falster blev en kasseret stendøbefont nedgravet.

                      I begyndelsen af 1600-tallet fik Kvislemark Kirke en døbefont af egetræ med et indbygget dåbsfad af bly, der passede til den nye dåbsskik. Senere anbragte man et messingfad oven på blyfadet. Fonten er i renæssancestil og muligvis skåret af den mester, der fremstillede prædikestolen.

                      I dag står døbefonten i skibets østende op ad triumfbuen. Her har den oprindelige døbefont ikke stået. I den katolske tid var der ikke stolestader i kirkerne. Man stod op. Derfor var der plads til en døbefont mellem mands- og kvindedøren her. I en del kirker var indgangen til kirken i dennes vestende, og så blev døbefonten placeret her. Døbefonten skal være i kirkens vestre ende, skrev biskop Peder Palladius.

                      Begge placeringer symboliserede, at her var den lille hednings indgang til et liv som kristen. Dåben var frelsens dør. Nogen tid efter reformationen begyndte man at flytte døbefontene til en placering tæt på koret eller helt op i dette. 

                      I den katolske tid var antallet af faddere begrænset til tre. Det påbud har man nok overholdt. Ikke mindst i de tyndt beboede sogne. Faddere måtte nemlig ikke gifte sig med hinanden, og det kunne deres børn heller ikke, medmindre kirken gav tilladelse hertil. 

                      Med reformationen bortfaldt den regel. Såvel forældre som præsten havde økonomisk fordel af en dåb med mange faddere. Det fik nærmest antallet af faddere til at eksplodere. Der er eksempler på, at antallet af faddere ved en dåb var over en snes. Rekorden blev sat i en jysk kirke med knapt et halvt hundrede faddere ved en dåb. ”Penge vil der til, sagde Manden, han bad til Fadder”, lød et gammelt mundheld fra den tid. 

                      Biskop Peder Palladius mente dog, at fire til fem faddere måtte være passende. Det hjalp bare ikke. Først med Christian V`s danske lov, der kom i 1683 - 123 år efter Peder Palladius død - blev der sat en stopper for uskikken. Loven fastsatte, at der ved en dåb højest måtte være fem kvinder og mænd faddere. Det hjalp. Den bestemmelse gælder i øvrigt den dag i dag.

                      Peder Palladius var den første lutherske biskop over Sjællands Stift. Som biskop virkede han som den første blandt ligemænd og fik en meget stor indflydelse på den nye lutheranske kirkes nyordning.  

I den katolske tid var messen det centrale punkt i gudstjenesten. Det uklart, hvor meget der blev prædiket. Undertiden har det nok blot været oplæsning fra en postille (prædikensamling). I midten af 1400-tallet formanede biskopperne præsterne til at prædike.  

                      Dengang havde kirkerne en eller to læsepulte (ambo) anbragt i koret og brugt, når epistel- og evangelieteksterne skulle læses op. De blev også brugt ved prædikener i de mindre kirker.    

                      Lutheranerne lagde langt større vægt på ordets forkyndelse, prædikenen, end katolikkerne. Læsepultene måtte derfor erstattes af prædikestole, hvis størrelse afspejlede prædikenens betydning

                      Spørgsmålet var så, hvor man skulle placere prædikestolene. Nok skulle de være store, men de måtte ikke dække alteret.

                      Sjællands første lutheranske biskop, Peder Palladius, kom med løsningen. Han slog til lyd for, at prædikestolen skulle være hævet over alle andre stole, så alle kunne se og høre præsten. Den skulle stå ved kirkens sydvæg op til et vindue, så præsten fik lys nok til at kunne læse teksten og sit manuskript. Når han talte om de to sakramenter – dåben og tilgivelsen – kunne han slå ud med den ene hånd og pege på døbefonten i kirkens vestre ende eller ud for mands- og kvindeindgangen og med den anden mod alteret.

                      Sådan blev det både i Kvislemark og Fyrendal kirker. At man så senere valgte at flytte døbefontene, så præsten kunne nøjes med at pege med sin højre hånd, er en helt anden sag. Kun få af de oprindelige prædikestole fra de første årtier efter reformationen er bevaret. Nationalmuseet opbevarer en prædikestol fra 1536.

                      Prædikeners længde førte til, at skibet fik siddepladser. I første omgang kom folk med deres egne stole. Lidt efter lidt begyndte man at opsætte stolestader.

                       Noget tyder på, at de lutherske præster holdt for lange prædikener. I hvert fald fastsætter Christian V´s Danske Lov fra 1683 fastsætter, at prædikener ikke måtte vare over en time. Loven begrunder det med, at almindelige mennesker ikke kan fatte og huske alt for meget på en gang.                  

Den nye prædikestol

Prædikestolen i Kvislemark Kirker er i bruskbarok og fra ca. 1630. Lydhimlen bærer Christoffer Urnes våben. Han var en af kongeriget mest indflydelsesrige mænd. 1617-1627 var han rentemester. Forbindelsen til Kvislemark Kirke skyldes, at han 1622-1629 var forlenet med ærkeherredømmet i Roskilde.

                       I 1629 blev han rigsråd og gjort til statholder i Norge. Det var han indtil 1642. Han deltog i fredsforhandlingerne med svenskerne i Brømsebro 1645. Året efter blev han rigskansler. Ved arvehyldingen af Frederik III 18. oktober 1660, bar han kronen. Kort efter trådte han tilbage som rigskansler. Han døde 1663. 

Den forsvundne prædikestol

To præsteindberetninger fortæller, at der endnu i 1700-tallet længst nede i kirken stod en gammel prædikestol med indskriften ” Iesus Nazareatus Rex Iuderum" ("Jesus af Nazaret, Jødernes Konge") og årstallet 1563.

                      Det var måske kirkens første prædikestol. Kirken fik først en prædikestol 17 år efter reformationen i 1536. 

                      Den gamle prædikestols skæbne er ukendt. Formentligt er den blevet brugt som brænde. Den vej er meget kirkeinventar gået, indtil lovgivningen gjorde Nationalmuseet til kirkernes vogter. Roskilde Domkirke solgte engang et stort korbuekrucifiks. Det blev ophugget og brugt som brænde.

                      Kvislemark Kirkes prædikestol står formentligt på den plads, hvor der i katolsk tid var et sidealter. Ved at placere prædikestolen her kom man af med et katolsk sidealter.   
                      Biskop Peder Palladius slog fast, at en kirke kun måtte have et alter. Men han tillod, at man bevarede billederne og hængte helgenfigurerne op på væggen. Når præsterne først begyndte at forkynde de lutherske budskaber, ville folk selv spørge, hvad de skulle med de billeder og figurer og fjerne dem, mente han. Så galt gik det heldigvis ikke alle steder.

                      Broderen, Niels Palladius, var biskop over Lund, var mere radikal. Han ville afskaffe det hele.