 |
|
|
 |
|
|
|
 |
 Kirkesynsloven af 1861
"Det er en ofte udtalt Sandhed, at vore danske Landsbykirker ved såkaldte "Istandsættelser" for en stor Deel ere blevne ødelagte. Mangel på Sands for at holde de af vore Mindesmærker af den Art, som Tiden har levnet os, vedlige, har sædvanlig været Aarsagen hertil, og først i den nyeste Tid, da forholdsviis kun en mindre Deel staaer tilbage fra Aarhundreders Ødelæggelser, er udkommen en Lov af 19de Febr. 1861 sigtende til at bevare, hvad endnu kan og bør bevares af Danmarks gamle Kirker.
Som man maa haabe, vil Loven ikke alene behøve at tvinge, men hos mangt et Medlem af Menigheden aabne Øiet for Betydningen af at have et smukt og andagtsvækkende Guds Huus. Dog selv efterat den omtalte Lov er udkommen, har man kunnet være Vidne til, at saadanne Forandringer ere foretagne ved Kirker, som maate siges at stride fuldkommen mod Lovens Aand, Forandringer, der kun skadede istedetfor at gavne. I slige Tilfælde maa det altsaa være Mangel paa Kjendskab til vedkommende Bygnings Stiil, der har foranlediget det uheldige Udfald".
Sådan indleder Lieutenant og Architekt F. Uldall sin bog "Om de danske Landsbykirker og deres Istandssættelse", trykt på Thieles Bogtrykkeri i 1867. Bogen er et særskilt aftryk af "Ny kirkehistoriske Samlinger", IV.
Quisling
Navnet Quisling er en latinisering af Kvislemark.
I 1665 kom præsten Lauris Ibsen eller Ibsøn, der var født i Kvislemark Sogn, til Christiania som slotspræst på Akershus.
Han blev magister i 1688. I ægteskabet med Else Elisabeth Christensen fik han syv børn. Han døde på Lindengård i 1700.
Hans efterkommere har gennem flere hundrede år været præster, officerer eller landmænd.
En af dem var politikeren og officeren Vidkun Abraham Lauritz Jonssøn Quisling, der blev henrettet som landsforræder 24. oktober 1945 på Akershus.
Restaurering af Kvislemark Kirke
Kunstneren Ernst Trier har stået for farvesætningen af Kvislemark Kirkes prædikestol, lydhimmel, døbefont og altertavle ved restaureringen i begyndelsen af 1970´erne.
Han var farvekonsulent for kirker under Kirkeministeriet og Nationalmuseet i ca. 30 år fra 1920´erne.
I 1939 fik han svendebrev som maler. 1939-1944 gik han på Kunstakademiet, hvor han blev undervist af professorerene Sigurd Wandel og Aksel Jørgensen.
Han har malet flere altertavler, tegnet en døbefont til en færøsk kirke, lavet udkast til messehageler og blandt andet farvesat Tveje Merløse Kirkes indre og prædikestolen i Vind Kirke.
Faderen var kunstneren Troels Trier og bedstefaderen forstander Ernst Johannes Trier, Vallekilde Højskole.
Ernst Trier døde 1979 59 år gammel i Sevel.
Konservering af kalkmalerierne
Kvislemark Kirkes kalkmalerier blev afdækket i 1923 og konserveret af Eigil Rothe og Egmont Lind tre år senere. Det var heldigt, at konserveringen først fandt stede i 1920´erne. Det sikrede, at konserveringen af kalkmalerierne kom tæt på det oprindelige udtryk og blev mere nænsom. Rothes forgængere gik mere håndfast til værks.
Eigil Rothe (1868-1929) var kunstmaler, men fik kun malet nogle få portrætter og landskaber. Hans største arbejdsindsats faldt som Nationalmuseets første konservator af danske kirkers kalkmalerier. Hans læremester, Julius Magnus-Petersen, var restaurator. I de første år gik Rothe i mesterens spor. Derefter gik han over til kun at male op efter sikre spor. Det er årsagen til, at der er et hvidt område i korets nordvæg, hvor der oprindeligt har været en fjerde apostelfigur..
Rothes afdækning af kalkmalerier var omhyggelig. Han dokumenterede på fremragende vis fund, skader og konservering. Dokumentationen omfattede blandt andet akvareller, sort-hvide fotografier og farvefotos. Undertiden farvelagde han sine sort/hvide fotografier på stedet.
Datidens kakkelovnes og kaloriferer satte spor på kalkmalerierne.. Rothe samarbejdede med kemikere og fandt frem til det såkaldte Carlsbergpræparat, en blanding af kasein og petroleum. Det brugte han som bindemiddel og ved afsluttende overstrygning. Præparatet gjorde det muligt at afvaske kalkmalerierne. Metoden bruges ikke mere, da præparatet ikke kan fjernes. Rothe kæmpede hårdt for at få menighedsrådene til at gå væk fra at anvende de sodende kakkelovne og kaloriferer til opvarmning af kirker.
Egmont Otto Lind (1896-1979) fortsatte i Rothes spor som Nationalmuseets konservator. Det faldt også i hans lod at restaurere kalkmalerier, som Rothe havde konserveret i 1900-tallets begyndelse.
Kilder:
Weilbachs Kunstnerleksikon
Dansk Biografisk Leksikon, bind XX, J. H. Schulz Forlag, MCMXLI
Dansk Biografisk Leksikon, bind XX, J. H. Schulz Forlag, MCMXL
På korets nordvæg mangler den fjerde apostel
På korets nordvæg mangler den fjerde apostel
Kongstedmaleren
F. Beckett har opnævnt Mesteren efter hans største Værk: Kalkmalerierne i Kongsted Kirke ved Fakse, der indeholder livfuldt fortalte Scener af Kristi Barndoms-og Lidelseshistorie samt en Række Helgener, og hvis veltegnede Figurer og rige Ornamentik har stor dekorativ Helhedsvirkning: Kalkmalerier, som synes at være af samme Haand, findes i Kvislemark; og i andre af Sorø Amts Kirker, saaledes i Nordrup, Kirke Stillinge og Sludstrup, forekommer beslægtede, men knap saa dygtigt gjorte Arbejder. En Billedserie i Ballerup Kirke ved Kbh., der paa Grund af et Præstenavn vides at være ældre end 1453, kan være et senere Arbejde af Mesteren. Hypotetisk er Kongsted-Gruppen sat i Forbindelse med Morten Maler i Slagelse (s. d.). C.A.J.
Nummerplader
Fra 1903 til 1919 kørte automobilejere i Holsteinborg Birk. hvorunder Kvislemark og Fyrendal Sogne hørte, rundt med hvide plader med sorte bogstaver og tal. Pladerne skulle de selv sørge for at få fremstillet.
Kendingsbogstavet var E og løbenumrene gik først fra 600 til 699. Senere kom numrene 4600 til 4999 til.
Kvistemarken
Kun en enkelt forfatter, Knuth Becker, har omtalt Kvislemark. Bogen "Verden venter" fra 1934 skildrer Kai Gøtsches opvækst på opdragelsesanstalten Holsteinsminde. I den kaldes Kvislemark for Kvistemarken og Holsteinsminde for Sjællandsglæde.
"Ikke een Gang vender Kai sig og ser op efter Viktor, der står ene og haanblæser over Kvistemarken ... ská sgu ikke være Tjenestepige for Bøndernes Kvajkøer herude. Ethvert Skridt og ethvert Arbejde i Dagen her har været i et fremmed Land for Viktor. Enhver af hans Tanker har altid gaaet langt udenom det her op over Høkerbakken, hjem til en By med en bestemt mørk Port, et stykke Asfalt med Buelamper over. Jo, Viktor har ogsaa en Drømmeverden at sætte op mod Kvistemarkens solede og aabne.
De vil bare ikke hjælpe Viktor hjem til den Verden".
Slå hanen af tønden
I mange egne af Danmark har man brugt at slå en hane af tønden i stedet for en kat. Det gjaldt blandt andet i Skafterup og Arløse på Sjælland.
I Ditmarsken brugtes ogsaa ved fastelavn „Hahn uf e Tunnsmieten".
Hanen var dog af træ.
Der er formentligt tale om en selvstændig skik og ikke blot om lokale ændringer af katteofringen.
Kilde: Danske Studier udgivne af Gunnar Knudsen og Marius Kristensen. 1924. For Universitetsjubilæets Danske Samfund. København. Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag. H. H. Thieles Bogtrykkeri.
Spillegæld
Om Gield
55. Ingen er pligtig til at betale hvis hand i Dobbel taber og der skyldig bliver”.
Paragraffen står i Danske Lov, 14. kapitel. Den gælder stadig. Dobbel er et gammelt ord for ulovligt spil om penge med kort eller især terninger, hasardspil.
Håndværkere
Ingen håndværksmænd må bo på landsbyen undtagen grovsmede, tømmermænd, bødkere, teglbrændere, pottemagere, som gør sorte potter, hjulmænd, skindere, vælvere, som væver vadmel, blår - og hampelærred, skræddere, som syr vadmel, og de som syr bøndersko.
Det fastsatte Danske Lov (3-13-23).
Misbrug af kirkeklokker
Peder Palladius omtale i 1553 af, at kirkeklokken blev brugt til at kalde til sogne- og gadestævner. En række synoder vender sig imidlertid skarpt mod denne verdslige misbrug af kirkens klokker, og et forbud blev vedtaget i Da. Lov 2-22-40
Kilde: Kulturhistorisk Leksikon for nordisk Middelalder, bind II, sidee 444.
Skovdrift
Oprindeligt var det meste af Danmark dækket med skov. Ved vikingetidens slutning steg befolkningstallet kraftigt, og der opstod et stort behov for mere agerjord. Det kunne kun skaffes ved at fælde skov.
Det første påbud om at skåne skovens træer kom i 1500-tallet: Det blev forbudt at bygge rene tømmerhuse (bulhuse) og bindingsværkshusene vandt frem. Alligevel fortsatte skovarealet med at falde til kun 3% af landets samlede areal omkring år 1800.
Græsning med husdyr i skovene forhindrede nye træer i at vokse op. Derfor indførtes i 1805 fredsskovsforordningen, hvor græsning i skoven blev forbudt ved lov, og med et krav om at skovarealer skal holdes bevokset med højstammet skov.
Snefogeder
I begyndelsen af september 1945 valgte Kvislemark - Fyrendal snefogeder.
Parcellist Helge Nielsen blev snefoged for Kvislemark By, gårdejer Kr. Sejersbøl for Kvislemark Mark, grev Erik Holstein for Fyrendal, for Nyrup forpagter Ejnar Henriksen, for Tornemark gårdejer L. Nielsen, for Tornemark Mark gårdejer C. Petersen, for Skafterup By dræningsmester Alf. Petersen, og for Skafterup Mark gårdejer Arne Mølledal.
Oldermanden var efter Snekastningsreglementet af 20. December 1799 ansvarlig for at landsbyens veje blev ryddet for sne.
Arløses forsvundne kirke
Førslev Sogn har været mindre, fordi Arløse har udgjort et eget Sogn som Anneks til F ørslev
Men i Forordning af 31/8 1562 hedder det:
” „. . . efterdi Arløse Sogn, som er Anneks til Førslev, ikke er saa formuende,
at det kan holde en Præst, have vi det saa forordineret, at Arløse Kirke skal ødelægges og Sognefolket søge til Førslev Kirke .... men hvad Ornamenter, Klokker, Kalk og Tømmer, som er udi fornævnte Kirke, skal bruges til Førslev Kirkes Bygning og Forbedring . .. Harrested og Hagenskov i Hyllinge Sogn have tidligere hørt til Førslev Sogn”.
Kilde:
Kongeriget Danmark
/
3. Udgave 2. Bind : Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter
/ 735. (1898-1906) http://ask.bibsys.no/ask/action/show?kid=biblio&pid=952099675Author: J. P. Trap
Til- og afgang
Fra 1873 til 1924 havde sognefogeden endvidere til opgave at føre tyendeprotokollen. Heri blev alle tjenestefolk registreret, når de flyttede til eller fra sognet.
Samtidig påtegnede han den pågældendes skudsmålsbog.
Før 1873 blev denne funktion varetaget af sognepræsten, der førte kirkebogens til- og afgangslister. Efter 1924 overgik funktionen til folkeregisteret.
Fattigården
Kvislemark - Fuirendals Sogns fattiggård blev opført i 1868 ved siden af det senere aldersdomshjem, nu plejehjem. Der var plads til 50 lemmer.
Genforeningssten
I Kvislemark-Fyrendal sogne er der kun rejst en genforeningssten.
Den står overfor ejendommen Nyrupvej nr. 2 i 4296 Nyrup.
Genforeningsstenen i Nyrup blev afsløret den 27. december 1920 ved en fest.
Stenen blev fundet i en af de nærliggende skove og overladt til beboerne af skovens ejer, Frederik lensgreve Holstein-Holsteinborg.
På stenen er indhugget:
"SØNDERJYLLAND
1864 - 1920".
I Holsteinborg Sogn står der i Fyrendal skov (Rude skov) ved Skælskør Landevejs nordside 5 meter inde i skoven og 50 meter øst for ejendommen Skælskør Landevej nr. 765 en genforeningssten.
Den 7. oktober 1920 blev genforeningsstenen i Fyrendal skov rejst. Der var ingen officiel højtidelighed. Lensgreve F.C.C.C. Holstein til Holsteinborg med familie var til stede.
Indskriften er forfattet af lensgreven:
"1920
BRUDT BLEV FANGEBAAND
FRELST FRA FJENDEHAAND
SØNDERJYDEN VENDTE HJEM
--------
END ER LANDET DELT
HALVT KAN VORDE HELT
HAAB AF SORG
SKAL VOKSE FREM".
Plejl
Plejlen har tilhørt tømrer, skaffer ved begravelser og boelsmand Hans Christian Sørensen, Nyrup, Fyrendal Sogn.
Han var født 18. april 1866 og døde 4. januar 1960.
Søn af gårdmand Niels Christian Sørensen og hustru Christine Nielsdatter.
Plejlen er skænket til pastor A. Lambert-Jensen omkring 1950 .
Ejeren mente, at plejlen, som altid har tilhørt gården, var fra 1870.
Bindeleddet er åleskind. Reparationerne er udført af Hans Christian Sørensen.
Bindeleddet er åleskind. Reparationerne er udført af Hans Christian Sørensen.
Bindeleddet er åleskind. Reparationerne er udført af Hans Christian Sørensen.
Konens valuta
Engang i 1930´erne holdt en gårdejer bryllup for sin eneste datter. Der var mange gaver. Den flotteste var en DKW. Den stod ude på gårdspladsen med hvide gavebånd og sløjfe på taget. Bilen var en gave fra brudens forældre.
I en pause i festlighederne stod brudgommen og nogle af gæsterne og kiggede på den flotte bil.
Brudgommen kunne allerede svare sagkyndigt på de stillede spørgsmål. En af gæsterne spurgte:
- Hvad betyder DKW?
- Dampf-Kraft-Wagen!
- Nå, der kan man ellers se. Jeg troede, det betød "din kones valuta", sagde spørgeren.
Overskrift 1
|
|
|
|
|
|
|