Kvislemark Præstegård bestod oprindeligt af fem længer. De to østlige blev nedrevet i 1920´erne. Efter 1949 brændte den sydlige længe med stalde, lo og forpagterens bolig. Den blev erstattet af et nybyggeri vest for lunden. Den vestlige længe rummede sognepræstens bolig. Længen eller bygningen var 30 meter lang og ti meter bred og opført efter en brand i oktober 1861. Præstegården brændte, mens pastor Peter August Raaschou, der havde overtaget embedet den 25. maj samme år efter pastor Claus Schonning Tryde, var i Jylland for at hente sin familie. Den nordlige længe er muligvis ældre end præsteboligen. 
            D esværre kender jeg ikke navnet på den arkitekt, som tegnede den smukke og stilsikre præstebolig. Bygninger i samme stil ses flere steder i Fyrendal Sogn. 
            Bygningen er af gule mursten med vandrette bånd af røde sten og flade buer af opretstående røde og gule sten over vinduer og døre. Ud mod gårdsiden er der en blind kvist med tre romanske buer i røde mursten og to søjler i gule sten. Måske er de gule og røde sten brændt på Fyrendal Teglværk.

         I begge gavle er der et indsnit, som krones af en romansk bue, og umiddelbart under den er to mindre romanske buer i røde sten. Inspirationen til de romanske buer kommer måske fra Kvislemark Kirke. Hele indsnittet er indrammet af røde sten.
         I selve indsnittet er der placeret to vinduer – et loftsvindue og et vindue indtil til en stue, der blandt andet har været konfirmandstue og kontor. I det firkantede felt mellem de to vinduer er sat en ramme af røde sten og et ligearmet kors. Fem vandrette bånd i røde mursten og trekanter af skråtstillede mursten indgår i udsmykningen af gavlene.
Bygningen hviler på et fundament af kampsten. Støbejernsriste sørger for udluftning. Taget er af røde teglsten og har fire skorstene. De oprindelige skorstene var høje og slanke. De blev senere erstattet af knapt så elegante, tykmavede skorstene. De passer slet ikke til bygningsstilen. 
         Døre og vinduesrammer var malet i brunt og grønt af malermester Sørensen, Tornemark. Min mor havde sans for farvesætning og gik grundigt til værks, når hun sammen med Sørensen skulle finde frem til den helt rigtige nuance. I dag – juli 2005 - er alle døre og vinduesrammer grønne. Dørene er desværre ikke længere i den gamle stil, men vinduerne er.   

         A cacietræet i haven ragede et godt stykke op over tagryggen. Det var en effektiv lynafleder. 
         Et bælte af brosten strakte sig fra indkørslen ved sydgavlen til den nordre udhuslænge og langs længen ned til dennes østlige gavl. Et tilsvarende bælte af brosten var lagt foran forpagterens længe fra gavl til gavl. Resten af gårdspladsen var belagt med grus.
         Midt i gården stod der et valnøddetræ, som gik ud efter en hård vinter. Ved træets fod lå en grusbunke, hvor vi og forpagterens sønner legede meget. Brostenene blev senere dækket af sten, så man slap for lugearbejdet. Det foregik med kniv liggende med knæene på en sæk stoppet med halm.   

          På præsteboligens vestmur ud mod haven groede der vedbend. Den var sej. På et tidspunkt fandt en gren vej gennem murværket og ind i pulterkammeret. På østsiden var der klatreroser. En vin groede op ad sydgavlen. Den satte mange vinduer i de varme somre.

          Ved nordgavlen var der i sensommeren og efteråret kasser med æbler dækket af en løs zinkplade. Når proprietær Hansen, Kvislemark, der havde jagten på præstegårdsjorden, eller grev Holstein, Fyrendal, som havde lejet jagten på Ljungen, kom med harer, fasaner eller agerhøns, blev de hængt op på nordgavlen. Uden for hundenes rækkevidde. På sydgavlen var der en vindrue. Den overlevede de hårde fimbulvintre.  

Tarmen på den lange gang havde tre døre. En dør gav adgang til kældertrappen. Den var ikke forsynet med gelænder! Det første kælderrum blev brugt til kul og koks. Her var der også en lille muret brønd i halvmåneform med lidt vand. Hvad den gjorde godt for, ved jeg ikke. Min mor fik hurtigt fjernet tudserne fra den efter indflytningen, fortalte min far. 
   Det andet rum blev brugt som viktualiekælder og til opbevaring af æbler. Rummet var forsynet med et stativ med brede hylder. Her lå æblerne og en tønde med min fars hjemmebryggede øl. Ingredienserne købte han af en tidligere lærer Fyner, Næstved. Fyner blev afskediget på grund af børnelammelse. For at skaffe penge til dagen og vejen gav han sig til at fremstille ingredienser til hjemmebrygning. De blev solgt i pakker på størrelse med en tændstikæske. Fyner havde sommerhus ved Bisserup Strand. Gennem meget små vinduer fik man et kig ud i haven. Gule mursten dannede gulv i begge rum.

  En anden dør førte ind til pulterkammeret. Det blev brugt til opbevaring af sko og skopudsning. Det sidste var selvfølgeligt pigearbejde. Vi børn grisede for meget, mente min mor. 
   Som teenagere og efter, at Hindholmdrengene var kommet til, fik vi dog lov at børste sko iført det i rummet ophængte forklæde. I rummets vestligste del var der en muret forhøjning – noget over en meter, vil jeg tro. Inde i den forhøjning var den brandfri boks.

Den tredje dør førte ind til præstegårdens børneværelse. Det havde sin egen varmekilde og blev i de kolde vintre under besættelsen brugt som dagligstue. Østenvinden og træk gjorde det undertiden umuligt at opvarme spisestuen tilstrækkeligt.
    Fra børneværelset var der en dør ind til mine forældres soveværelse, som ikke havde egen varmekilde.

     Den sydligste dør i den lange gang førte ind i spisestuen. Fine kradsemærker i døren afslørede, at hundene havde været på gale veje. De fleste hunde kunne godt åbne døren, selvom det var strengt forbudt. Deres problem var blot, at de ikke kunne lukke døren igen. Et forsigtigt krads eller puf på dørhåndtaget signalerede, at nu ville hunden også gerne ind i spisestuens varme og have lidt selskab.    

I spisestuens nordvæg var der tre døre. En førte ud til den lange gang og to ind til de indbyggede skabe. En slags forrådsskabe til æblemost, syltede ting og sager samt porcelæn. Her stod også min mors kniplebræt. Hun havde forsynet alle hovedpuder med navnetræk og en del hovedpuder med kniplinger. 

    Oprindeligt havde spisestuen en kamin muret af munkesten! Hvor de stammede fra, vidste ingen. Kirkerne var selvfølgelig en mulighed. Da jeg engang gravede i en forhøjning ca. otte meter nord for køkkengavlen, stødte jeg i omkring en meters dybde på løse munkesten. Jeg fandt ingen murrester. Måske skulle jeg have gravet dybere. På kaminen stod min mormors kobberkedel. Kaminen blev udskiftet med en dueblå kakkelovn med plads til en vandkedel. Den kunne stikkes ind gennem fyringshullet. Det var rart som dreng at ligge oven på de lune munkesten. I væggen ind til mine forældres soveværelse var en rist, således at lidt varme fra spisestuen kunne slippe derind. En dør førte ind til soveværelset.

     Møblementet var en skænk med skuffer og sideskabe, et skuffedarium, bord og stole. Alt i nøddetræ. Gedigent håndværk med udskæringer. I skænken var der en særlig skuffe inddelt i rum og foret med grøn filt til det tretårnede sølvtøj. Mønstret var en muslingeskal, et gammelt religiøst symbol. Resten af skænken blev brugt til glas, duge og servietter i damask.
    På skænken stod to trearmede lysestager, kaffekande, sukkerskål, flødekande og bakke. Selvfølgelig i sølv. Kaffeservicet skænkede sognets ældre mine forældre til jul 1935. Omkring spisebordet kunne der sidde tolv voksne, når udtrækspladerne var taget i brug. Lyset kom fra en håndsmedet, sort lysekrone i jugendstil.  Desværre havde jeg ikke plads til at overtage det flotte møblement ved min fars død.

    Mellem dørene ind til de indbyggede skabe stod en brun bogreol lavet af snedkermester Jensen i Tornemark. Her opbevarede min mor nogle af sine bøger. Hun samlede på førsteudgaver af Kaj Munk. Endeligt var der et tebord på hjul og et lille bord med en radio. Kassen var af brunt bakelit. Den var fortrinlig til aflytning af BBC under krigen. Det gjorde jeg med mine forældres viden, men med besked om, at jeg skulle holde mund med det.

    Jeg lyttede til Vera Lynn, særmeldinger, om invasionen i 1944 og de berømte reportager fra Arnhem senere udsendt på grammofonplader og ofte genudsendt. Dommene i Nürnberg processen hørte jeg også her. Ordene ”Hermann Göring - Tod durch den Strang” bed sig fast.

    Mange aflyttede BBC´s danske udsendelser, selvom det var forbudt. Det tog man ikke så nøje. Forståelsen for ”security” var ikke særligt udbredt på landet. 
   Da min far efter et arrangement i Missionshuset gik ud i entreen, så han til sin rædsel en i øvrigt meget fornuftig mand og frihedskæmper stå og dele uddele illegale blade til folk. Manden havde lidt svært ved at forstå min fars skarpe ord, men han pakkede da bladene sammen. 
   I en nabolandsby havde jeg en kammerat, som flittigt aflyttede BBC på sit værelse og nu og da fik fat i et illegalt blad. Det rørte ham overhovedet ikke, at søsteren tit besøgte Sommerkorpsets vagter i Førslev. De skulle bevogte feltflyvepladsen mellem Førslev og Kohaven. Pladsen blev i øvrigt aldrig færdiggjort. Men tyskerne nåede da at rive et par huse vejen mellem Arløse og Førslev ned. En eller to gange landede et tysk fly på pladsen.

    Når vi havde spist om aftenen, samlede min mor os børn og husassistenten i spisestuen. Min mor og husassistenten stoppede strømper, hæklede, strikkede, syede og stoppede strømper. Dengang syede enhver pige med respekt for sig selv sit eget udstyr. Hunden fik lov til at ligge ved kamin eller kakkelovnen. Når den ville ud, stillede den sig pænt op ved døren ud til den lange gang og ventede på, at døren blev åbnet. Det kunne den ellers godt selv, men det var jo forbudt.

    Efter krigen kom Hindholmdrengene Billy, Niels, Ib, Anders og en til, hvis navn jeg har glemt, til.  – og husassistenten i spisestuen. Der blev spillet meget matador og ludo samt Sorte Per ved det bord, når lektierne var lavet. Ib og drengen, hvis navn jeg ikke kan huske, kom fra Grønland. Ibs far var kolonibestyrer på Sukkertoppen, Den andens far var ansat ved kryolitbruddet. Ib havde leget med de grønlandske børn og kunne lidt af sproget, mens den anden dreng aldrig havde været i kontakt med andre grønlændere end husassistenten. Vi var lidt imponerede over begge drenges amerikanske og canadiske overtøj. Storternet uld og smart. Det var kvalitet.    

    I sydvæggen førte en dør ind til min fars studereværelset, som også blev kaldt kontoret. I væggen til venstre for døren var der fastskruet et gammelt telefonapparatur med taletragt og sort hørerør samt en lille skrivepult. Opringningerne gav en forfærdelig larm. De kunne høres i hele huset. Og telefonen blev taget hver gang. Det hørte med i husets kultur.

Kontoret var møbleret med sorte egetræsreoler, et sort egetræsskrivebord med udskæringer på døre og skuffer, et kartoteksskab, som jeg nu har, sorte runde egetræsborde, sofa – senere en fra Chr. VIII´s tid - og lænestole i solidt grågrønt betræk. Den helt uundværlige skrivemaskine stod på skrivebordet. Husets første sorte telefon uden drejeskive fik sin plads ved skrivebordet. På væggen var ud over malerier ophængt min oldefars medaljer monteret på en fløjlspude, barometer og termometer. Henne ved brændeovnen stod en lænestol og en standerlampe i jugendstil og håndsmedet.

    I kontoret modtog min far sognebørn og andre, der kom for at blive gift, at få børn døbt eller drøfte andre anliggender. Hvad der egentlig skete og blev sagt i det kontor, når andre anliggender stod på dagsordenen var en velbevaret hemmelighed. Også for familien.

    Ikke alle brød sig om, at andre skulle se, at de havde opsøgt sognepræsten. Derfor bankede de først på døren efter mørkets frembrud. Med og uden forudgående aftale.

    Min far tog sin tavshedspligt meget alvorligt. Både mens han var i embede og også som pastor emeritus. Det har naturligvis ikke forhindret, at jeg har erfaret et og andet fra anden side. Den pudsigste var den om gårdejeren, der lige lagde vejen ind om brugsen for at underholde brugsmanden og kunderne med, at nu var målet fuldt. Han var på vej op til præsten for at melde sig ud af folkekirken. Hvad han var utilfreds med, har jeg glemt. Det var næppe gudstjenesterne, for han satte mig bekendt aldrig sin fod i kirken. Den gode mand bankede på døren, kom i kontoret og fremførte sit ærinde. Min far kiggede lidt i papirerne og oplyste ham om, at han aldrig havde været medlem af folkekirken. Han tilhørte en frimenighed, før han flyttede til Kvislemark. Den stakkels mand havde i alle årene i Kvislemark betalt kirkeskat. Men den sag måtte han gå til sognerådet med.      

   Betingelsen for at komme ind i kontoret – studereværelset - var, at man kunne sidde stille og læse. Jeg fik læst meget i Berlingske Tidendes Leksikon, Dansk Biografisk Leksikon, Evald Tang Kristensens bøger, Troels Lund ”Dagligt liv i Norden”, Maria Boisen ”Rejse gennem Danmark”, Valdemar Schmidt: Assyriens og Ægyptens gamle historie og så videre. Det kneb lidt mere med at læse S. V. Wibergs: Almindelig dansk præstehistorie. Den var nemlig trykt med gotiske bogstaver. I reolen henne ved brændeovnen var et par bøger med beretninger fra de tyske koncentrationslejre i trediverne.

    Lørdag aften var det helt umuligt at komme ind i kontoret. Min far skulle have ro til at skrive sine prædikener.

    Ved særlige lejligheder samledes familien i kontoret om kaffebordet. Hunden fik lov til at ligge under skrivebordet. Hvis der kom nogen ude i gården, gav den lidt lyd fra sig og bevægede sig hurtigt hen til døren, men det var i orden. Den var jo en vagthund.

Fra kontoret førte en dør ud til hovedindgangen med de indbyggede skabe. I et af overskabene lå min fars håndskrevne prædikener bundtet. Kassetten med sognepræst Adolf Thiels manuskripter til prædikener stod inde i en af bogreolerne. Manuskripterne er håndskrevne. Præstekjolen og den høje hat blev opbevaret i et af underskabene. På den vestre væg var et spejl fra min mors barndomshjem. Under spejlet stod en blå lågkiste fra 1859.

     Adgang til den sydligste, større stue fik man fra hovedindgangen. Den havde et fag vinduer i den østlige side og et andet i den sydlige. På et tidspunkt flyttede min far konfirmandundervisningen fra den oprindelige konfirmandstue ved vaskehuset til denne stue. Årstallet har jeg ingen erindring om. Den blev møbleret med nogle stive bænke forsynet med ryglæn. Stuen har også været brugt som soverum af piger og kvinder, da der var vandrehjem i præstegården, og til den søndagsskole, min mor drev nogle år. Den lokale Røde Korsafdeling har også holdt samaritterkurser her.

     Under efterårsøvelserne i 1946 eller 1947 var en kaptajn og kompagnichef indkvarteret her. Det var dengang kompagnichefer kørte rundt i en varevogntype kaldet Utility. Kaptajnen talte meget om, at han skulle afskediges, når han fyldte 52 år. Det var han lidt bekymret over. Han endte som oberst og chef for Sjællandske Trænregiment.

     Før 1963 blev kontoret flyttet over i denne langt større stue. Konfirmandundervisningen var flyttet til centralskolen i Tornemark. Hvornår den blev flyttet, ved jeg ikke. Stuen blev opvarmet af en brændeovn.

Fra kontorets sydvestlige hjørne førte en dør ind til havestuen, hvor der i 1935 var kontor. Det erindrer jeg ikke. Men det fremgår klart af et foto taget i 1935. Havestuen var udstyret med kakkelovn. Den blev brugt om sommeren, når jeg blev nødtvunget skulle øve mig på orglet, ved juletid, præstekonventer, familiefester og andre større selskabelige sammenkomster.    
   Min fars violin hang på væggen sammen med en række gode raderinger med bymotiver. Gardinerne var lyse og nærmest gennemsigtige. Det er vel lidt overflødigt at skrive, at her var der også bogreoler.

    I det sydøstlige hjørne førte en dør ind til det store kontor og en anden til gæsteværelset. Det var møbleret med et smukt udskåret karlekammerskab, et servantebord med sort-hvid marmorplade og en seng samt et lille bord. Alt holdt i blå farve. I en ganske kort periode havde jeg værelse her.

    På den lille plæne ved sydgavlen stod en agave i et stort trækar. Den blev hvert efterår båret ind i havestuen, hvor den overvintrede. Det krævede to stærke mænd. Et år gik agaven i blomst og døde.

    Fra havestuen førte en dør ud til en grøn træveranda opført i den stil, som var gængs ved 1900-tallets begyndelse. I dag havde den været bevaringsværdig. Verandaen var overgroet med vildvin. Megen sol slap der ikke ind. Den blev desværre erstattet af en alt for lille terrasse med mur. Et skrækkeligt brud på husets arkitektur. Nærmest uanvendelig som terrasse for mere end en person. Det var, så vidt jeg har forstået, spareiver, der førte til det skammelige resultat.

    Samme spareiver førte senere til, at den nedslidte granittrædesten ved Kvislemark Kirkes våbenhus blev erstattet af terrazzo. Min far var bortrejst. Men her skred Nationalmuseet ind. Det var nok med terrazzo i præsteboligens badeværelse. Terrazzoen blev erstattet af mursten lagt på siden i et enkelt mønster. Våbenhuset har et gulv af gule mursten, som er lagt på den store flade. Gulvbelægningen inde i selve kirken er firkantede, gule fliser. Farvemæssigt er der harmoni, men et stilbrud er det. Det er synd og skam, at man ikke ville betale for en trappesten i rødgrå granit.  

Præsteboligen og resten af præstegården med have og lund var et verdsligt paradis set med børns og gæsters øjne. Men det kostede slid at holde hus og have. Støvaftørring, pudsning af dørhåndtag og vinduer, fejning og vask af gulve, støvsugning, tømning af brændeovne og kakkelovne for aske, og madlavning samt andre praktiske gøremål tog tid og kræfter.

    Min mor sled sig selv op på at holde alt pænt, rent og præsentabelt samt varetage de værtindepligter, der dengang påhvilede præstefruer. Det var alt fra servering af kaffe og brød til besøgende sognebørn og menighedsråd til frokost og middage for deltagere i præstekonventerne, hvor herrerne var i kjole og hvidt og damerne i lange kjoler, provst, biskop, orgelbygger med flere. Alt betalt ud af min fars gage.
   Orgelbyggeren fik både fuld pension og et værelse stillet til rådighed, da Kvislemark Kirke fik et nyt orgel.   
   Heldigvis kunne større arrangementer som det årlige besøg af Aage Falk Hansens arbejderhustruer med Bodil Neergaard, Fuglsang, i spidsen og vandreraftener for unge, der kom helt fra Skælskør, Slagelse, Sorø, Ringsted og Næstved på cykel, med bål, lege og sodavand holdes i haven.   

    I trediverne og fyrrerne samt vistnok i begyndelsen af halvtresserne havde min mor husassistent, to i vandrehjemsperioden 1936-41. Senere fik hun rengøringskone. Hver fjortende dag kom fru Madsen, og klarede storvasken i vaskehuset med bistand fra min mor og husassistenterne. De stod for ophængning af vasketøjet på tørreplads og loft. Efter aftensmaden cyklede fru Madsen hjem til Nyrup. I mørketiden med tændt karbidlygte. Når tøjet var tørt, skulle det stænkes, rulles og stryges. Det tog dage.

    Udskiftning af de smukke, gamle vinduer med panoramavinduer og overgangen til olieopfyring lettede min mors hverdag meget. Det skete i 1950´erne. Samtidigt blev vasketøjet sendt på vaskeri. Først i 1963 fik min mor installeret en vaskemaskine.

    Under et kort besøg i juli 2005 konstaterede jeg med glæde, at de æstetisk rædselsfulde panoramavinduer er blevet erstattet af vinduer i den oprindelige stil. Til gengæld har man været uheldig ved valg af nye døre til østsiden. Dørene passer overhovedet ikke ind i bygningsstilen. De gamle døre var gedigent håndværk, hvor der var kælet for detaljen. De nye er smagløse industriprodukter. 

      I trediverne huggede vor elskelige havemand, Magnus Andersen, sammen med sin nabo, hvis navn jeg har glemt, ris og brænde til komfuret på pladsen ved nordgavlen. Her stod der to huggeblokke og brændestakke.
       Der var også brænde i det åbne skur på pladsen. 
      Magnus Andersen og naboen var samtidigt havemænd. Når de havde spist frokost i køkkenet, gik Magnus Andersen hjem for at høre radioavis. Undertiden var jeg med. Radioen havde ingen højtaler, men hovedtelefoner. De blev lagt i et vandfad, så vi begge kunne lytte. Jeg forstod ikke meget af det sagte. Men hjemmefra havde jeg lært, at når de voksne hørte radioavis, skulle børn tie. Og det gjorde jeg.
       Da Magnus flyttede fra det gule hus til alderdomshjemmet i Tornemark, overtog skomager Jens Hansen hvervet som havemand. Først og fremmest pasningen af den store køkkenhave. Det gule hus lå ved havens nordvestlige hjørne og var dengang ejet af Pauline Jørgensen..
      Magnus Andersen havde indtil sin kones død i 1933 et husmandssted Arløse Skovrække. Han havde været gartner på Førslevgård, mens han boede her. I 1939 døde han på sognets alderdomshjem. Min far stod for begravelsen. Han blev begravet på kirkegården i Førslev.
      Jeg søgte forgæves efter hans gravsted i midten af firserne.

Efter Kings død fik vi  Airdale terrierer. Først Karo og så Winnie. Glade og meget sociale hunde. 
   Den sidste hund var schæferen Vicky. 
   Hundene fik en fælles begravelsesplads i et blomsterbed med bonderoser ved det nordre takstræ. En blågrå natursten blev sat på graven.