1659-60 var hollandske hærenheder sendt til Danmark for at hjælpe til i kampen mod de svenske besættelsesstyrker. Den hollandske major Johan de Beverens førte under opholdet dagbog. I denne udtrykker han blandt andet sin forbavselse over "den besynderlige skik, at deri nye præst skulle gifte sig med enken paa Kaldet, om hun så var 70, og han kun 20 år gammel, hvis han ikke vil udbetale hende embedets halve indtægter". 

I et brev fra 1387 omtales en præst i Vindinge ved navn Niels Hemmingsen.
   Trekvart århundrede senere nævnes Hr. Jens Madsen, kapellan i Vindinge og provst i Flakkebjerg Herred, i et brev.
   På Flakkebjerg Herredsting spørger han om nogen kan mindes, hvor længe Vindinge eller Kvislemark havde været i Roskilde Ærkedegns Værge. 
   Vidnerne, hvoriblandt Clemen af Vindinge, udtalte, at 40 Aar eller mere havde det været saaledes, at den Præst, der sang i Vindinge ogsaa sang i Kvislemark og  omvendt. 
    Den ene af Kirkens Klokker giver den Oplysning, at Olaf Mortensen var Sognepræst 1489, og han nævnes ogsaa i et Calendarium fra Sct. Petri Kloster i Næstved som ”Hr. Olauus, Præst i Vindinge”.

Wiberg er hovedkilden til den præsterækken for Kvislemark-Fyrendal sogne, der begynder i 1520. 
   Søren Mortensen var præst her fra 1520 til 1539. Åbenbart først katolsk præst og derefter protestantisk. Afløseren hed Vincens Nielsen. 
    Den tredje præst var Jacob Fynd, der var adelig. Han var præst her fra 1554 til 1567. Hvor de kom fra, og om de var gifte, oplyser Wiberg intet om. 
     I 1567 hedder sognepræsten Mathias Olsen Egesborg (Eigburgensos). Måske fra Øster Egesborg. Hans frue hed Cathrine. 
     Om den femte præst, Rasmus Jensen, er der lidt flere oplysninger. Han var oprindeligt residerende kapellan ved Sankt Petri Kirke i Næstved. Kom til Kvislemark-Fyrendal 1582 og blev i 1585 gift med Johanne Pedersdatter Malmøe. Da han dør i 1608, gifter enken sig med eftermanden, Poul Jensen Colding.   
     Fra den tid stammer det gamle mundheld:
                                Man finder det i Enkens Bo
                                Som ikke er i Pigens Sko. 
 
       Et embede blev dengang ofte kaldt brød. 
      -Med hvert brød fulgte der i reglen et stykke kød, sagde man.
      

Poul Jensen Colding var sognepræst i Vindinge-Kvislemark 1608-22 og fra 1615 herredsprovst.  
   Han blev født i Kolding 1581. Faren, Jens Poulsen, var tolder og rådmand. Moren, Magdalene Falenkamp var datter af en købmand fra Westfalen, der på grund af uroligheder og krig var flyttet til Kolding. 
   En af fadderne ved hans dåb var kansler Niels Kaas. Det var ham, der oprettede latinskolen i Sorø, forløberen for Sorø Akademi. Niels Kaas sørgede for, at Poul Jensen Colding kom til at gå her i 1694 og de næste seks år. Derefter kom han på Københavns Universitet et års tid. Halvdelen af tiden boede han hos farbroren Iver Poulsen, tidligere borgmester i København. 
   1601 tog han på en rejse til Tyskland, Bøhmen og Italien. Ved St. Hans 1601 fik han ansættelse hos astronomen Tyge Brahe, der arbejdede for kejser Rudolf den Anden. Sammen med astronomen Kepler stod han ved Tyge Brahes dødsleje. Han skrev et gravskrift: "Æresminde over den uforlignelige mand Tyge Brahe, nordbo (cimber) fra Atlantis (Skåne) og ridder med gylden kæde". Gravskriftet var på latin.
   Derefter rejste han videre for at studere ved universiteterne i Ferrara og Rom i Italien og Wittenberg i Tyskland.
   I marts 1604 vendte han tilbage til København. I begyndelsen af december 1604 tog han magistergraden. Året efter blev han rektor ved den lærde skole i Ålborg.
   Da Christian IV´s ældste søn, prins Christian, blev anerkendt som tronarving i 1608, blev der festet i København. Poul Jensen Colding deltog som delegeret for gejstligheden i Ålborg. Under festlighederne mødte han Vilhelm Dresselberg til Vindingegård og kongens sekretær Niels Krag. Den kontakt førte til, at han den 11. juli 1608 blev sognepræst for Vindinge og Kvislemark sogne.
    Han giftede han sig med Johanne Pedersdatter Malmøe, forgængerens enke, og slap dermed for at betale enkepension. Hun havde fire børn fra sit første ægteskab og fik yderligere fem i sit andet ægteskab. Børnene fik efternavnet Vinding.        
      Mens han var præst her, skrev han en kirkehistorie. Den udkom 1614 med titlen: "Kircke-Historie oc sandrue Beskriffuelse om den store Religionsforanding, som skede udi vore Forældris Tijd, udi det Romerske Rige ". Den blev tilegnet Vilhelm Dresselberg.
     Han skrev også den første dansk-latinske ordbog "Etymologicum Latinum" i 1622. Fire år senere udkom Dictionarium Herlovianum. Der er udsigt til, at en digital faksimileudgave af begge ordbøger vil se dagens lys. Ordbøgerne er aldrig blevet genoptrykt og er uhyre sjældne.

Visitatser
Gemt i en bog med synodalmonita og regnskaber fra Øster Flakkebjerg Herred findes provst Poul Jensen Coldings visitatsoptegnelser. De har titlen "Registrering paa Ungdommen i Øster Flakkebjergt Herritt som haffer lert den gandske børnelærdom...".
   Sogn for sogn er det nøjagtige antal af fremmødte og det generelle resultat for sognet beskrevet. Tit med en bemærkning om, hvilke dele af katekismen man kunne godt og hvilke mindre godt.  
   Provst Colding var ganske tilfreds med tilstanden i Øster Flakkebjerg Herred. I Vallensved var det altsammen megfet hvert eneste år. Fremmødet var generelt set stort. I 1631 og i 1632 blev hele 60 eksaminerede. Andre steder var dommen kort. I Tjustrup i 1631 blev de 16 fremmødtes niveau betegnet som "ufuldkommen".    
     Poul Jensen må have haft et godt forhold til Vilhelm Dresselberg. Han var i gang med at rive Vindinge gårde ned og lægge jorderne ind under hovedgården. Men præstegården og degneboligen blev berørt. Dresselberg bekostede også en ny prædikestol til Fyrendal Kirke. 
     I 1622 blev han kaldet til stiftelsen Herlufsholm for at bringe den på fode og samtidigt ansat som Herlufholms Sogn præst. I 1631 valgte han at forlade posten som forstander. Embedet som sognepræst bestred han til sin død i 1640. Wiberg skriver, at han forestod skolen med stor retsindighed og klog anvendelse af stiftelsens midler til dens ejendommes forøgelse. I "Meddelelser om Rektorerne paa Herlufsholm fra Skolens Stiftelse 1565 til 1878" omtales han kort som den for skolen uforglemmelige mester Poul Jensen Colding. 

Efterkommere 
I følge Biografisk Leksikon har tre præsteslægter båret efternavnet Vinding. Poul Jensen Vinding er stamfar til den ene slægt. Alle hans børn fik efternavnet. 
   I 1609 fødtes sønnen Jens Poulsen Vinding. Han blev student fra Herlufsholm og rejste udenlands 1630-35. I 1636 blev han sognepræst i Åsum og året efter magister.
      En anden søn, Rasmus Vinding født 1615, blev hovedforfatter til Christian V´s Danske Lov. Som faren og broren tog han også på en længere udenlandsrejse, hvorunder han besøgte universiteterne i Paris, Leiden og Angers samt jesuitterkollegiet la Fléche. Datteren Anna Poulsdatter Vindinge blev gift med rektor og sognepræst Hans Dideriksen Bartssker. Han blev senere kgl. konfessionarius og endte som biskop over Viborg Stift.
      Datteren Anna Poulsdatter, født 6. september 1620, blev den 4. juli 1641 gift med sognepræsten og rektor på Herlufsholm Johan Dideriksen Bartskiær, senere dansk hofprædikant og biskop i Viborg.
      Poul Jensen Colding døde  19. oktober 1640 og Johanne Pedersdatter Malmøe otte dage senere. De blev begravet i Herlufsholm Kirke.
       Rasmus Vinding blev senere værge for Vor Frue Kirke i København. Tredive år efter Poul Jensen Coldings død sørgede han for, at faren blev begravet i Vor Frue Kirke i København. Gravpladsen i Herlufsholm Kirke overtog hans dattersøn, præsten Povl Munksgaard, som var forstander på Herlufsholm  1690-94.     

      Faderen ejede mange ejendomme i Ribe og endte som rådmand. Frederik Klynes søster Anne var gift med biskop Peder Hegelund og Ingeborg med lægen Chr. Bording, der havde været kongens livlæge. De fik sønnen Anders Bording, den kendte digter og udgiver af avisen ”Den Danske Mercurius”. 
      Hans faster Karine var biskop Povl Madsens tredje kone. Han giftede sig fire gange og døde som enkemand.  I en bog om sjællandske biskopper udgivet i 1761 skrev kobberstikker Jonas Haas om Povl Madsen: 
         “Af hans Adfær tør man vel slutte, at denne Skiønsomme Bisp ei var nogen Libhaver af gamle Enker; Thi han toeg stedse meget unge Piger til ægte. Men uagtet af denne brugte Forsigtighed, vilde Forsynet ei unde ham nogen Afkom.”

      I 1573 dræbte Anders Sørensen Klyne under et drikkelag en rådsmands søn med en kniv. Fire år senere blev han valgt som majgreve i Ribe. Det blev man kun, hvis man var en velanset mand og velhavende. 
      Da han blev valgt til rådmand i 1588, beskyldte den adelige Mourits Podebusk ham for falsk og forbød ham at tage sæde i byrådet. Hans kone, en datter af borgmester Laurids Thøgersen i Ribe rejste til København og sørgede for, at han fik et kongeligt beskærmelsesbrev og magistraten et påbud om, at han kunne indtage sit sæde som rådmand.

      I 1598 kom han igen i klammeri under et drikkelag. Det fandt sted i bispegården. Da herredsfogeden i Gørding Herred, Søren Bramming, truede Anders Sørensen Klyne med sit sværd. Han parerede med sit spyd. Den berusede herredsfoged mistede balancen og kom til at såre Klyne. Det døde han af fire dage senere, 48 år gammel. Klynes slægt anlagde sag mod Bramming. Drabsmanden blev dømt fredløs. Dommen blev annulleret. Sagen endte med et forlig, hvor Søren Bramming måtte betale de efterladte 400 rigsdaler. Hans enke, Kirstine Lauridsdatter døde 82 år gammel i 1634. I Skt. Katrines Kirke i Ribe er der opsat en gravsten over parret.

       Flere af sønnerne arvede hans voldsomme temperament. Den ældste søn blev dræbt under et slagsmål på skibsbroen i Ribe. En anden søn blev såret på et værtshus uden for Hamburg og døde tre dage senere i Ribe. En tredje søn, Hans, var kun 20 år gammel, da han blev halshugget for mordet på den 72-årige Hans Jessen Søhane. Søhanes søn var gift med søsteren Karen Klyne. Hun omkom under en sørejse fra Sønderho på Fanø til Ribe. Anders Klyne havde nogle fiskeboder i Sønderho.  

På Roskilde landemode i juni 1643 måtte pastor Hans Jørgensen Hammer, Lebæk - Førslev Sogn,  forsvare sig mod flere alvorlige anklager fremsat af provst Klyne.
    Den første anklage gik ud på, at han havde forsømt sine pligter som præst og husbond, fordi en af hans tjenestekarle ikke kunne læse og heller ikke havde været taget til alters. 
   Biskop Resen havde netop ved sin indsættelse som biskop indskærpet,  at forældre havde pligt til at undervise deres børn og tyende i hjemmet. Husfaderen skulle læse højt fra Luthers katekismus og have ansvaret for at alle i familien, også tyende, fik del i denne undervisning som det nødvendige grundlag for den rette tro. I 1630 havde Christian IV udsendt et missive - kongebrev - med præcise anvisninger til ethvert hus om at samle  samle husstanden til daglig andagt. 
   Den arme karl blev fremstillet på landemodet og beordret til at oplæse "Alterens Scramentes Ord". Det kunne han ikke. 
   Pastor Hammer forsvarede sig med, at karlen var svagt begavet. Men han læste dagligt for ham. 
   Hverken biskop Brochmand eller de tilstedeværende provster støttede provst Klyne i anklagen for forsømmelse af katekismeundervisningen i præstensceget hus. 
   Han havde yderligere et anklagepunkt mod pastor Hammer. Det gik ud på, at denne havde forset sig ved uddelingen af nadverens sakramente. Det så man meget tungt på dengang. Men biskop Brochmand lod også denne sag falde.
   Man kan så gøre sig sine tanker om, hvorvidt provst Klyne havde helt personlige grunde til sine anklager.
   To år senere giftede Klynes datter Margrethe Frederiksdatter sig med pastor Hammer. Han blev senere provst og jubellærer. 
      

1687-1702 var magister Didrik Grubbe sognepræst i Kvislemark-Fyrendal. Navnet Grubbe antyder, at han var adelig. Men det var han nu ikke. Hans far var skrædder Lauritz Andersen i Store Hedinge. Han blev født i 1656, kom på Køge Latinskole og i 1678 på Københavns Universitet.

      Efter endt eksamen blev han huslærer hos vicekansler Holger Vind på Harrestedgård. Vind ejede også Gjeddesdal og ejendomme i og ved København.

      Ved siden af sit virke som huslærer studerede Grubbe og digtede salmer. 1684 udgav han første del af ”Sjælens Åndelige Harpeklang” og tolv år senere anden del. Den var tilegnet Christian V.  Nok i taknemmelighed over, at kongen havde givet sin tilladelse til ægteskabet med den adelige jomfru Anne Elisabeth Vind. I 1684 blev han magister. Samme år blev han kaldet til sognepræst i Kvislemark-Fyrendal Sogn af fru Margrethe Ehlers, baron Diderik Fuirens enke. 

      Han blev en hyppig gæst på Harrestedgård. Enkefru Margrethe Gjedde satte pris på ham. Datteren, jomfru Anne Elisabeth Vind, og den ti år ældre Diderik Grubbe blev forelsket i hinanden. Moren ville ikke gå med til, at hendes datter blev gift med den borgerlige Grubbe.

      Jomfruen gav ikke op. Hun skrev to breve til kongen og fik dennes tilladelse til at at råde over sin fædrene arv og at ægte Grubbe. Kongen bestemte, at vielsen kunne ske i Kvislemark Præstegård uden forudgående trolovelse og lysning fra prædikestolen.

      En dag i oktober 1690 kørte hun fra Harrestedgård til Kvislemark Præstegård. Vielsen fandt sted i en af præstegårdens stuer. Herredsprovst Poul Munchgaard, Herlufsholm, forrettede vielsen. Den blev overværet nabopræsterne og flere degne samt nogle bønder fra Kvislemark.

      Rent tilfældigt havde Harrestedgårds kusk et ærinde at forrette i Kvislemark på bryllupsdagen. Han fik besked på at fortælle fru Margrethe Gjedde om brylluppet. 

      Hun blev vred. Meget vred. Ægteparret forsøgte forgæves at formilde hende.

      Fru Margrethe Gjedde gik til Harrested Birketing og Fuirendal Birketing. Tjenestefolk fra Harrestedgård og fra Kvislemark Præstegård samt de bønder, der havde været med til brylluppet, blev afhørt.   

      Derefter fik fru Margrethe Gjedde kongen til at nedsætte en undersøgelseskommission. Hvis det stod til svigermoderen, skulle Didrik Grubbe miste sit embede og datteren sin fædrene arv. 

      Sagen endte med, at Didrik Grubbe blev dømt til at betale 300 rigsdaler til fattige præsteenker i stiftet. Ikke på grund af ægteskabet. Det havde han jo kongens tilladelse til. Men han havde jo opført sig upassende ved bag fru Margrethe Gjeddes ryg at snige sig ind til jomfruen ved nattetide. Herredsprovsten, som havde forrettet vielsen, blev frikendt.   

      I 1693 fik Didrik Grubbe skøde på Gerdrup Hovedgård i Eggeslevmagle. Det var hustruens fædrene arv. Selv købte han ødegårde af kronen og andre gårde. Han oprettede Lyngbygård. Efter hans død fortsatte enken med opkøb af jord. 
        Han døde af skørbug, svindsot og vatersot 42 år gammel og blev sat i en åben begravelse i Boslunde Kirke. Laurits Thurah forfattede et vers til en tavle, som blev ophængt over kisten:
                           Saa slap Du endelig til Rolighed og Hvile,
                           Forløst fra ald Fortræd og Modgangs Pile;
                           Du eye fromme Siæl, hvis Engle Tunges Lyd
                           Var Herrens Menighed til Lærdom, Trøst og Fryd.
                           Har nogen Avind havt paa Tungen Dig at slide,
                           Kand den i Steenen nu og Jord-Klimpen bide.
                           Den Jord, der skiuler Dig, skal legge let paa Dig:
                           Thi ald Din Adfær var ret from og redelig.
      Tavlen og kisten findes ikke længere i Boslunde Kirke.       
      Anne Elisabeth Vind var også en dygtig godsadministrator. Hun havde ben i næsen og stod fast på sin ret. og dømt til at betale. 
      I de tolv år ægteskabet varede, fødte Anne Elisabeth Vind ni børn i Kvislemark. Margrethe 1691, Regitze Sophie 1692, Anna Elisabeth 1694, Anna Elisabeth 1695, Christiane Charlotte 1696,  F rederica Amalia 1698,  Oligera Margrethe 1699 - altså opkaldt efter mormoren -  Laurentia Kirstine 1700 og  Holger Grubbe  1701. Det tiende og sidste barn,  Diderica Elisabeth, blev født på Gerdrup Hovedgård 28. marts 1703 efter ægtemandens død. Hendes mor havde født tretten børn.  
      Anne Elisabeth Vind døde i 1727 og blev gravsat i Boeslunde Kirke ved siden af sin mand. Kisterne blev i begyndelsen af 1800-tallet fjernet fra kirken og begravet på kirkegården.
      Sønnen, kaptajn Holger Grubbe, købte Gerdrup Hovedgård og Lyngbygård af dødsboet og solgte året efter disse til søsteren Diderica Elisabeth Vind. 
      Få år efter solgte hun godserne til den stenrige Christine Harboe, enke efter gehejmeråd Jens Harboe og datter af baron Diderik Fuiren. Hun oprettede Det Harboeske Enkekloster i ejendommen i Stormgade i København og Støvringgård Jomfrukloster. 
      I 1736 købte den borgerlige præstesøn og senere birkedommer Oluf Bruun Gerdrup Hovedgård af hendes bo. Tre år før var han blevet ansat som huslærer hos ritmester van der Maases enke, Conradine Sophie Rostgaard, på Tybjerggård. I 1536 ægtede han enken. Det brød familien Rostgaard sig ikke om. Den tog børnene fra ægteskabet med ritmesteren fra hende og gorde hende arveløs. Han solgte gården i 1750.

Sognepræst Jacob Jensen Hviid var søn af sognepræsten i Gimlinge Jens Hvid, der døde i 1760 efter mere end 50 år i samme embede. Faren blev altså jubellærer. Han blev dimitteret fra Herlufsholm i 1729. Han tog teologisk embedseksamen i 1733 og blev derefter manuduktør.

      I 1748 blev han residerende kapellan i Fodby Sogn. Den 22. juni 1753 blev han copuleret med Maren Wulff, datter af sognepræsten i Førslev, Jochum Wulff.  Hun var tyve år yngre.

      Mens de boede i Fodby fik to børn. I 1754 fødtes datteren Maria Elisabeth. Ved dåben blev hun båret af pastorinde Mette Johanne Mentzer fra Quislemark. Faddere var pastor Jochum Wulff, pastor Jens Hviid, Gimlinge, pastor Ole Daniel Høffding, Marvede,  pastor Peder Aggerup, Vallensved og forvalter From, Gunderslevholm. I 1783 indgik jomfru Maria Elisabeth Hvid ægteskab med sognepræst Jørgen Wederkinch, Græse-Maarum Sogn. Han døde to år senere.

      Sønnen Carl Adolph kom til verden i 1756 og blev døbt den 22. august. Pastor Høffdings frue, Mette Marie Asmussen, bar sønnen ved dåben. Faddere var consistorialråd og sognepræst Mentzer, Kvislemark-Fyrendal, pastor Wulff, Førslev, forvalter Hansen på Førslevgård og lægen Ljunge.

      Samme år blev han sognepræst i Kvislemark-Fyrendal. 
         I 1759 fødtes datteren Lucia Henriette. 
         I kirkebogen står:
         "Onsdagen den 10. augusti døbt min datter Lucie Henriette, opnævnet efter fru grevinden på Fuirendal, der lod hende bære til dåben ved provstinde Hviid i Kvislemark. Faddere: Hr. pastor Prom i Hårslev, Sr. Jabob Prom, degn i Hyllested, min sal. broders søn, Johan Thomas Brunsmand, skoleholder i Gimlinge og min kones søster Else Marie Breumgift med cancelliråd Brempå Antvorskov Slot"
         Grevinden var Lucie Henriette von Blome, gift von Holstein. Hun blev som 16-årig gift ned lensgreve F. C. von Holstein 1729. Han døde i 1749. Som enke fik hun domicil på Fyrendal. Hun døde 17722. 
             I 1761 blev datteren Johanne Sophie født. Fadderne var degnen Jacob Prom og hans datter Birte Lene, samt degnen i Vallensved, skoleholderen i Førslev. I 1765 fødtes og døbtes datter Fridericia Sophie i Quislemark. Blandt fadderne var pastor Stein, Førslev, og forvalter From, Holsteinborg og forvalter Ebbesen, Fyrendal.

      I 1760 blev han provst over Østre Flakkebjerg Herred.

      Hviid forlod Kvislemark i 1766 for at blive sognepræst ved Vor Frelsers Kirke. Det er hans fortjeneste, at Vor Frelsers Kirke fik en passende prædikestol.Hidtil havde man klaret sig med en midlertidig, beskeden stol. Flere forsøg på at få en mere passende prædikestol mislykkedes på grund af magistratens påholdenhed.  

      Så tog pastor Jacob Jensen Hvid fat. Han fik arkitekten C. F. Harsdorff, billedhuggeren Johannes Wiedevelt og maleren Peder Als til at lave en model i klassicistisk stil. Kongen godkendte modellen. Da det var sket, orienterede Hvid magistraten om, hvad han havde gjort og modellens eksistens. Det var i enevældens tid. Kongens ord var lov. Magistraten har nok brummet over, at præsten var gået direkte til kongen bag om dens ryg. Men underkende kongen kunne eller vovede den ikke. Kirken fik en ny prædikestol i 1773. Samme år kom han til Frue Kirke. 
      Senere blev han medlem af  General-Kirkeinspektionskollegiet. 
      I København var han en populær prædikant. Han var stærkt optaget af at forbedre de fattiges forhold. Når han indsamlede penge, havde han for vane at sige: "Jeg kommer igen". Det gav anledning til mundheldet: "J eg kommer igen, sagde provst Hvid".
       Han døde som stiftsprovst 1782. 

1766-1771 var nordmanden Johannes Stein sognepræst i Kvislemark-Fyrendal Han kom fra Førslev, hvor han havde været sognepræst 1758-1766. I 1771 blev han slotspræst på Aggershus og sognepræst i Agger.
   Han var født 1725 i Christiania og tog studentereksamen her 1725. 4. maj 1745 blev han ordineret.  I ægteskabet med Elisabeth Reffstad fik han fire døtre.
   Susanne Kirstine Stein. Gift 1777 med sognepræsten i Marvede-Hyllinge Ole Danielsen Høffding 1775-1797. Kone nr. 2. Hun døde 70 år gammel 9. juli 1832.  Boede dengang i Kattesundet 9. Død 1832. 
   Høffding ejede selv sin præstegård. I 1752 oprettede han et legat på et halvthundrede rigsdaler til fattige syge i Marvede og Hyllinge sogne. Pengene blev stående i ”min tilkiøbte Præste=Gaard” i Marvede. Når præstegården efter hans afgang skulle betales af hans efterkommere og arvinger, så forblev de halvthundrede rigsdaler stående ubetalt. Det skulle fortsætte fra præst til præst. Hvert år skulle præsten betale 15 mark i rente af de 50 rigsdaler og give dem til de fattige. I september 1753 stadfæstede kongen gavebrevet.   

   Hylleborg Sophie Stein, f. Førslev, død  1844. Gift  2. juni1786 i Vor Frelsers Kirke, med Henrik Faber, sognepræst i Kousted-Raasted 2. juni 1786-1797. Han blev senere sognepræst i Marvede-Hyllinge 1797-1814. Muligvis fordi hans svoger Høffding ejede præstegården.  

   Martha Maria  Stein, født 1770, død Karise 1856. Gift med Alexander Zoffmann, sognepræst Karise Alslev 1786-1822. Hans kone nr. 2.

I 1771 slog præsten Johan Thomas Vilhelm Johansen Prom og hans anden hustru, Charlotte Sophie Amalie Lyster sig ned i Kvislemark Præstegård. De kom fra Hårslev-Tingjellinge, hvor han havde været sognepræst siden 1757.

       Han gik på Slagelse Latinskole og blev student i 1739. Fra 1748-57 var han personel kapellan hos faren, Johannes Nicolai Prom, sognepræst i Krummerup-Fuglebjerg. I oktober 1757 blev han sognepræst i Haarslev og Tingjellinge.

       I hans første ægteskab med enken Christiane Elisabeth Laurenberg Siersted fik han sønnen Johannes Nicolai.

       Charlotte Sophie Amalie var enke efter sognepræst Tidemand Lauritsen Lend i Vollerslev Gjørslev. I dette ægteskab fødte hun sønnen Tidemand Christian Lend, der var kapellan i Hyllested i 1795 og sluttede som sognepræst i Eilby-Meelby. 

        Ifølge Wiberg fødte hun i ægteskabet med Prom fire sønner og tre døtre Efter kirkebogen blev det kun til tre sønner. Andres Stibolt født 1765 døde knap to måneder gammel. Laurits Prom født 1766 blev justitsråd og amtsforvalter i Køge. Han døde i 1843.  Den yngste søn, Johannes Thomas Vilhelm Prom, født 1770 forsøgte først lykken som urtekræmmer i København og gik fallit. Efter 1802 blev han kirkesanger og skolelærer i Sæby. Døde i 1828. Den ældste datter, Lucia Henriette, blev født i 1761. Ved hendes dåb var pastor Jacob Hviid, Kvislemark, en af fadderne. I 1787 boede hun sammen med forældrene og en ugift moster i Tornemark. De to andre døtre nåede kun at blive et og tre år.  

        Da Prom blev afskediget i 1786, slog ægteparret sig ned i Tornemark. Han døde i 1795.
       - Tirsdagen d.  13. oct. blev sal. hr. Johan Prom begraven i Fyrendals kirke. Han døde i Tornemark d. 5. oct.,  da han havde levet 77 år, 8 måneder og 3. dage, står der i kirkebogen,  
        Bemærk, at bolleået og begyndelsesbogstavet med småt er anvendt i kirkebogen. Formentligt af sognepræst H. P. Bøtcher.   
         Året efter døde hans enke Charlotte Sophie Amale Lysterfrue.  

Faren var tøffelhelt

Både hans oldefar, farfar og far var sognepræster. Faren, Johannes Nicolai Prom, blev i 1715 kapellan hos sin far i Krummerup-Fuglebjerg og tre år senere sognepræst her.

        Moren, Barbara Johansdatter Neergaard, var en strid dame og faren en tøffelhelt. Efter en visitats i 1746 skrev biskop Peder Herslev om Johannes Nicolai Prom:

        ”Er og en god mand, flittig i sit embede, men nedslaget og modløs over en liderlig og forargelig kone, som tyranniserer manden, der er i sin præstegård mindre agtet end den ringeste rygter (læs røgter) … Bøgerne vare i god orden, intet at klage. Præsten meget at ynke”. 
        Da der i 1748 skulle vælges en ny provst, havde Prom den højeste anciennitet som sognepræst og de fleste kolleger stemte på ham. Alligevel blev han ikke provst. Årsagen var nok hustruens ry og frygten for, at hun ville blande sig i provsteembedets sager.

        Prom havde tidligere i et brev til provsten beklaget sig over sin hustru. Hun gav ham lussinger. Undertiden måtte han forrette gudstjeneste med rifter i ansigtet og opsvulmede øjne. Ofte skældte hun ham ud, når han skulle til at gå til kirken for at forrette gudstjeneste. Madro fik han ikke meget af. Ofte måtte han forlade måltidet på grund af hendes skælden og smælden. Undertiden tog hun maden på hans tallerken og smed den ud af vinduet. I sit lille kammer søgte han ro og fred, men fandt den ikke altid. Nu og da slog hun kammerets vinduer ind. Bøgerne rev hun ned fra hylderne og smed dem på gulvet. Det aflåste skrin med kaldsbrev, regninger, kvitteringer, manuskripter og penge, havde hun brudt op.

        1759 døde faren 71 år gammel. I 1771 boede Barbara Neergaard i Hårslev, hvor sønnen var sognepræst. Hun levede af pension af kaldet og enkekassen. Det fremgår af Oeders Eftr. 1771. Onsdag den 26. november 1784 blev hun begravet fra Kvislemark Kirke.

1. september 1786 blev Lucas Kaae Smidt sognepræst i Kvislemark-Fyrendal. Otte år senere flyttede han til Vemmelev-Hemmerhøj. 1798 døde han i embedet.

         Han var født i Guldbrandsdalen omkring 1747 og søn af sognepræst i Lesja  Johan Smidt og Anna Margrethe Kaae. Han tog sin studentereksamen i Christiania – Oslo – i 1776. Ordineret som præst 1782. 
      I marts 1787 giftede han sig med den tre år ældre enke Charlotte Frederikke Wagrien.  Fra sit første ægteskab medbragte hun sønnen Johan Michael Christian Betz, der var kommet til verden i Frankfurt am Main 1776. Han blev senere sognepræst i Sneistrup-Tørring og derefter i Grevinge. Wiberg oplyser inten om faren.
     Folketællingen 1787 giver følgende oplysninger:

         I ægteskabet kom der en søn og en datter. Datteren Caroline Margrethe fik sin dåb konfirmeret 28. marts 1788. Formandens enke madame Prom bar barnet.      

        I 1787 fik gaardmand Søren Hansen i Quislemark sin liden datter døbt Friedericia Charlotte 12. søndag efter Trinitatis. Da madame Smidt bar datteren ved dåben, er det nærliggende at hendes fornavne har været inspirationen. 
         Ved en senere dåb af  to børn, en dreng og en pige, bar madame Smidt drengen Niels og hendes pige, Maren Henriksdatter, pigen Malene.  

Den 30. juni 1794 blev Henrik Pontoppidan Bøtcher sognepræst i Kvislemark-Fyrendal sogne. Han havde været residerende kapellan i Skælskør siden marts 1792.

          Hun døde 69 år gammel i 1831. Blev som manden begravet på Fyrendal Kirkegård.

Peter Guillamore Hansens afløser blev den 58-årige sognepræst Adolf Carl Gottfried Thiel. Han havde virket som kapellan i Hårslev-Tingjellinge Sogne et års tid og kendte dermed egnen. Fra 1879 til 1901 var han sognepræst i Serup-Lemming.  Hans frue var den syv år yngre Sofie Frederikke Franzisca Hyrup. 
      Hans far havde studeret teologi ved universiteteterne i Rostock og Jena i Tyskland. 
      Thiel var en fremtrædende missionsmand og skulle have afløst Vilh. Beck som formand for Indre Mission, men afslog. Han var alt for selvstændig til at kunne leve op til Indre Missions forventninger om en leder, der var som Vilh. Beck. 
      På et møde for Indre Mission i Kvislemark Præstegård 8. februar 1906 foreslog Thiel, at man byggede et missionshus i Tornemark. Der blev nedsat en byggekommission, der blandt andet bestod af Thiel,  smedemester Julius Christensen, Kvislemark, sadelmager Larsen, Sandved, og tømrermester Hansen, Nyrup. Bortset fra Thiel deltog de her nævnte i jubilæumsfesten 28. oktober 1946. Sypige Marie Larsen skænkede byggegrunden. 
      Den 28. oktober 1906 talte provst Zeuthen i Fyrendal Kirke. Samme dag indviede han missionshuset. Bag byggeriet lå også et ønske om, at tornemarkerne skulle have et andet samlingssted end kroen Harmonien, hvor kaffeknægtkongerne og drukkenboltene holdt til. Provst Zeuthen var formand for Indre Mission.
      Da Thiel blev indsat som sognepræst, var kirken næsten tom. Missionspræster havde man ikke brug for i Kvislemark-Fyrendal. De var altid hårde, mente sognebørnene. Han blev en populær præst og fik en stor kirkegang.  

                      - Men lykken den vender sig ofte dog om,

                        det skete vist aldrig, at Kirken blev tom;

                         Folk ville dog høre, hvad Præsten sa´e,

                         Om han var så slem som det Rygte gik a´e.

                         Og Kirkegangsfolket det voksede frem,

                         Og Præsten blev velset i mangen et Hjem;

  Han kom af Guds Nåde, han kom med 
   Guds fred,

                         Saa mangen fandt Evighedshaabet derved.

      Linierne stammer fra en sang skrevet af husejer Jørgen Andersen, Sneslev Overdrev ”Til Gulbrudeparret, pastor A. Thiel og Hustru, den 6te Juli 1924”.  Thiel gik på pension i 1913.

Sognets første kvindelige præst blev Cecilie Schachinger. Hun afløste provst Tom Nielsen 2003 og bestred embedet til 2009.

En almindelig dansk præstehistorie, samlet og udgivet af S. B. Wiberg, Rosenkilde og Bagger, København, 1959

Danmarks Præstehistorie 1884-1911, Dansk Genealogisk Institut

Danmarks Præstehistorie i årene 1869-1884. Personalhistoriske undersøgelser af Sofus Elvius, Emil Bergmanns Forlag 1885

Dansk Præste- og Sognehistorie (Kirkelig Geografi) 1849 – 1949 (1954), samlet og udgivet af Paul Nedergaard, Sognepræst, København, II. Roskilde Stift, I Kommission O. Lohses Forlag, Eftf. København

Det sydvestsjællandske Broderkonvent (1837-1854). Optegnelser af Johannes Ferdinand Fenger. Lic. theol., forhen Sognepræsdt i Liunge og og i Høje Taastrup. Udgivne af hans yngste Søn. Kjøbenhavn. Karl Schønbergs Forlag. 1890.

Salmonsens Konversationsleksikon

Dansk Biografisk Leksikon

Liber Daticus 1836-1868 Kvislemark-Fyrendal Pastorat                           

Embedsbog 1868-1923 Kvislemark-Fyrendal Pastorat

Kvislemark Sogns kirkebøger 1813-1953

Fodby Kirkebog 1721-1796

Førslev Kirkebog 1720-1764
 
Danmarks Kirker, Fyrendal Kirke, Sorø Amt, bd. 2.

Thomas Oldrup: Poul Jensen Kolding og hans selvbiografi fra ca. 1630. Koldingbogen 2007